 |
I løbet af de tre kommende vintermåneder vil jeg prøve at skildre den kolde årstid i Vadehavet med pensel, papir og lidt ord om landskaberne, fuglene og om tankerne bag de enkelte billeder.
Løbende præsenteres skitser og akvareller her på siden. Når foråret banker på, arrangeres en endagsudstilling med værkerne, hvor også en lille bog i et lille eksklusivt oplag på hundrede eksemplarer vil udkomme.
God læselyst!
|
Billedet herover er fra sidste uges besøg ved Hjerpsted og Jordsand Flak. Jeg var forbi både, da solen stod op og senere, lidt inden den gik ned. Her ud på eftermiddagen var et nyt truende skydække på vej ind over det mennesketomme land- og vandskab. Bramgæs, som der er mellem 30 og 50.000 stykker af i Vadehavet lige nu, trak over i en smuk kile på himmelen. Vaden syntes meget mørk i eftermiddages lave lys og de store sten, der ellers er så sjældne i Vadehavet, men findes her nedenfor Hjerpsteds gamle bakkeø, lå som spredte mørke silhuetter mellem de lysende vandfyldte render, skabt af ebbestrømmen. Nogle render reflekterede lyset med en stor kontrast til følge, andre tog farve af de metalblå skyer. Jeg må tilbage hertil inden længe igen. Vaden her tager sig meget anderledes ud end derhjemme på Fanø. Og så de dér sten...de skal have noget opmærksomhed.
Den seneste uge har budt på kolde dage med ret hård østenvind, men også nogle milde solrige timer, som da jeg vandrede ud mod Sønderho Gl. Fuglekøje og oplevede skyerne trække sig til side som et scenetæppe. Billedet nederst gengiver min oplevelse af lyset, der bryder igennem og en ensom fiskehejre, der langsom basker over heden. Inden jeg selv rammes af solen, kan jeg bagude se kysten ved Albue Bugt, der lyser op i en varm okkegul tone, som sigtede solen netop mod denne plet på øen. Jeg kan høre ravne inde over skoven. For 10-15 år siden var det ikke en lyd, man kunne nyde på Fanø, men i dag yngler 2-3 par, og de ses årets rundt i terrænet. Ofte også ude på stranden.
 |
| Vandrefalk over Vidåen, eller retteligt kanalen, mellem den gamle Højer Sluse og det fremskudte dige. Et stykke indvundet land, hvor vandet dog får plads i et omfang, det´ellers ikke får i store dele af marsken. Her i Margrethekog er landskabet indrettet som både ferskvandsreservoir, saltvandssø og landbrugsområde. Et godt billede på nutidens forskellige krav til et landskab som dette. Vidåen afvander et enormt område, der strækker sig helt nord om Aabenraa. Det hele skal ud gennem kanalen her og slusen ude mod vest. Når slusen så lukker under storm og høj vandstand i Vadehavet, er det et spørgsmål om timer, før vandet stiger i åen og i marsken, og det såkaldte bagvand kan oversvømme de laveste arealer. Plads til vand, bliver en overskrift i de kommende år med mere regn og mere vind. |
 |
| Fiskehejre over heden ved Sønderho Gl. Fuglekøje |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar