Vinter & Vadehav # X

Vibernes entré over engene langs Klingebjergvej på Fanø er et af de mest

ventede forårstegn. Over er måske så meget sagt, for den første tid står

viberne ret inaktive på engene, men inden længe vil de boltre sig i luften og

i dén grad gøre opmærksomme på sig selv med sort/hvide brede vinger, der

fungerer som et signalflag til artsfælder.

Fra havnefronten i Nordby kan man opleve spættede sæler på meget nært hold. Vaden og sandbanken ud for byen bærer

det sigende navn "Søjorden". I sejlskibene tid blev den højest liggende del af sandet brugt som "fattigmandsbedding", og i

dag lægges Vadehavets eneste sejlende evert "Rebekka" nogle gange stadig op på banken, når der skal foretages malearbejde

eller lignende. Men ellers er Søjorden fast tilholdsplads for op til 10-15 sæler. De flankeres ofte af vadefugle og måger. Forleden gjorde en flok rødben sælerne selskab.

Et opslag i skitsebogen. Den gamle, ganske lille skolebygning i Toftum på Rømø. På fastlandssiden gjorde jeg holdt ved Astrup Klæggrav, hvor lærkerne sang forsigtigt trods småregn. I klæggraven kan man næsten med garanti se en sølvhejre.

Ud over  hvinænder, pibeænder og gråænder, lå her også en enkelt lille skallesluger med den karakteristiske brune maske og den hvide kind. 

Rødben og spætsæl på Søjorden, Nordby.

Gammeltoft Bjerge, nord for Sønderho. Ringduer i forårshumør. Kan høre grågæs rundt omkring fra terrænet omkring mig.

Endnu et tegn på overgangen mellem vinter og forår.

Skitseark af stenvendere og snespurve på stranden, Fanø. Mit øje fanger der ud over altid de små løb, hvor vandet fra de våde klitlavninger trænger ud mod havet. Selv når de er periodisk udtørrede, kan man let se sporet.

Vinter og Vadehav # IX

Bygevejr over Fuglsand, Trinden, Lundvig Løb og Pendersand...der er sat

mange navne på landskabet ud for Sønderho. Smukke navne.

 

Fra diget ved Kalvekrog, Sønderho, med udsigt over Keldsand. Et blødt lys faldt ind

over landskabet og gav den visne bevoksning et varmt og gyldent skær. Skyerne

ændredes hastigt.

Jeg er kørt forbi dette sted dagligt i mange, mange år. Fra vejen gennem klitplantagen

kan man flere steder se ned gennem lysninger og fugtige hedepartier. Et sted har især

tiltrukket min opmærksomhed. Især om eftermiddag eller om aftenen, hvor nogle

markante træer i randen af lysningen står tydeligt mod den lyse himmel. Græsset,

der er ved at udkonkurrere lyngen, giver en varm kontrast til skyggerne og de

mørke konturer af træer. Da jeg tog mig sammen forleden og tog livtag med stedet,

viste det sig, at der stod masser af klokkelyng på arealet. Den begunstiges af fugtighed,

og det var også vådere end ventet. Så jeg måtte prøve at holde mig på tuerne.

Fugtigheden kan til en vis grad holde græsset væk, så variationen i plantelivet bevares.

Jeg fandt en lille højtliggende plet midt i lysningen, hvor jeg kunne brede mit grej ud.

Undervejs med motivet.

 

Musvågestudier i blæk. Vågerne sidder mange steder i Ribemarsken om vinteren.

De flytter sig ikke, når man kører forbi, men gør man holdt, letter de ofte, så man

skal holde afstand, hvis man vil sudere dem nærmere.  

Besluttede mig for at skitse musvågerne, jeg så på vejen op langs diget.

På en mark udenfor Højer kom jeg forbi en flok sang- og pibesvaner.

Det levende hegn i baggrunden gav et dramatisk indtryk op mod vinterhimmelen.

De lodrette linjer i marken frem mod hegnet gav en visuel ligevægt i et landskab, der

eller ofte er bygget op af horisontale linjer. Midt i det hele ragede svanerne

så op i al deres pragt.

I løbet af de tre vintermåneder vil jeg prøve at skildre den kolde årstid i Vadehavet med pensel, papir og lidt ord om landskaberne, fuglene og om tankerne bag de enkelte billeder.

Løbende præsenteres skitser og akvareller her på siden. Når foråret banker på, arrangeres en endagsudstilling med værkerne, hvor også en lille bog i et lille eksklusivt oplag på hundrede eksemplarer vil udkomme.