mandag den 16. januar 2017

Linoleumstryk af havørne

De endelige havørnetryk på rad og række.

 Vinter på Fanø er lig med blæst og regn, og det er en udfordring at tegne i længere tid af gangen under åben himmel. Men så kan man bruge tid på billeder af en anden type og bruge nogle af de mange skitser fra året, der gik, til et eller andet. De flerfarvede linoleumstryk kræver mange arbejdsgange, og det tager lang tid, inden man ser resultatet. Og det er før sket, at mange timers arbejde er spildt...eller i hver fald måtte betragtes som "gode erfaringer". Havørnene, der i efteråret og i den første halvdel af vinteren stadig optræder på Fanø i antal, der ikke er set før, har jeg skitset og malet adskillige gange. Efterhånden opstod ideen til et linoleumstryk, som nu, efter et par måneders arbejde "on off", er færdigt. Herunder beskriver jeg arbejdet med trykket. Fra ide, skitse til det endelige resultat.






Inspirationen til trykket opstod efter en eftermiddag i selskab med tre ørne, der var gået til overnatning ud på eftermiddagen i den vestlige del af klitplantagen. Ørnene holder af at sidde højt, og det ser ud som om, at de nogle gange må kæmpe for at holde balancen. I hvert fald sidder de nogle gange med de enorme vinger foldet ud og halen spredt. Sådan sad en gammel lyshovedet ørn, da dagens sidste sol ramte den fra vest i nogle få minutter. Baggrunden var dramatisk mørkelilla, og der var optræk til regn. Flere ørne kom til, og selvom der er høje træer nok på stedet, søgte de alle hen til den allerede ankomne fugl. De mørke og spættede yngre fugle forsøgte endda at tage præcis den gamles plads i toppen. Men efter lidt flytten rundt satte alle sig tilrette ganske tæt ved hinanden. Jeg tegnede lidt studier af ørnene sammen med en skitse af landskabet set mod vest og den nedgående sol. Især ørnen med de udslåede vinger på den dramatiske baggrund af regnfulde skyer forfulgte mig og har udgjort grundideen til linotrykket.

Akvarelskitserne fra felten, en eftermiddag i november.

Både skitserne fra denne oplevelse og et kig på en stribe andre hastige streger fra andre ørnedage indgik som elementer i et endeligt forlæg til brug for trykket. At ørnene sidder tæt sammen, ville man normalt betragte som et billedkunstnerisk greb, men her er det faktisk en gengivelse af situationen, man kan iagttage på fuglenes overnatningsplads. De klumper sig rent faktisk sammen! Den kolde mørke baggrund tænker jeg, kan stå fint op mod de lyse hoveder på de gamle ørne. Den ide fastholder jeg.

Den endelige skitse til trykket. Til højre små afprøvninger af  kompositionen.

Skitsen rentegnes i sin mest forenklede udgave til linoleumspladen. Jeg ved nu præcis, hvad der skal være hvidt, gult, blåt og brunt.


Efter at have skåret alle de felter væk, som skal fremstå hvide (som højlys på ørnene), trykker jeg en stribe ark i okkergul farve. Herunder ses samlingen, da jeg også har trykt den blå farve ovenpå flere af eksemplarerne. Nu begynder motivet at tage form. Men hver gang jeg skal have det enkelte ark igennem pressen, kan det gå galt, og nogle må kasseres undervejs.


Motivet bindes endeligt sammen med den sidste brune trykgang. For hver farve, der trykkes, har jeg arbejdet med pladen. De flader, der allerede er trykt i deres endelige farve, skal skæres væk. Men nu bliver det spændende. At løfte de første ark med den sidste farve fra pladen giver altid lidt et kick. Jeg holder meget af den kreative proces, hvor man må forenkle og skære helt til benet og forsøge at ramme fuglenes udtryk uden detaljer, men i flader. Noget af det tager man med sig videre over i tegningerne og akvarellen. At finde ind til det mest karakteristiske hos arterne er en kilde til evig fordybelse.


onsdag den 16. marts 2016

Forårstrækket er i gang

Allerede i midten af februar stod de første mindre vibeflokke og skuttede sig på strandengene. Men med marts er der som altid kommet et stort rykind, og når vejret er pænt, kaster viberne sig rundt i luften og gør opmærksom på sig selv. Nørby Enge/Skideneng sydøst for Nordby er en fin lokalitet at opleve dette forårstegn, især i træktiden, hvor Vadehavet besøges af mange viber, der skal videre nord på. I løbet af foråret tynder det ud i fuglene, så kun de stedlige ynglefugle er tilbage. Dem skal man ønske held og lykke, for bestanden er nærmest i frit fald på landsplan, og det kræver en større ynglesucces for vibeparrene, der bliver ældre og ældre, hvis det ikke pludselig skal gå endnu stærkere.
 

Modsat viberne klarer bramgæssene sig godt. Bestanden er som bekendt bare vokset og vokset i Arktis og Skandinavien, og i dag ser vi Bramgæs overalt i Vadehavet. Nedenfor en skitse fra Sneum Engsø.



tirsdag den 8. marts 2016

De sidste snespurve

I skitsebogen fra denne vinter fylder snespurvene meget. Selvom der er masser af fugle i Vadehavet under en normal mild vinter, er udvalget af arter selvfølgelig meget mere begrænset, end når trækket snart sætter ind for alvor, og man får mere end nok at se til, hvis man skal nå at fordybe sig i det hele.



Med et glimt i øjet siges, at vi på Fanø bruger vinteren til at kigge på måger og vandrefalke. Det er selvfølgelig at stramme dem, men jo...mågerne og falkene fylder også godt blandt skitserne fra den seneste periode mellem december og marts. Sammen med snespurvene altså, der snart trækker mod nord igen til ynglepladserne på fjeldet.

De er livlige og i konstant bevægelse. Selv store flokke på et par hundrede fugle kan falde forbløffende godt i med omgivelserne på stranden. I opskylszonen, hvor muslinger, sand og vand (og rav!) danner en rodet mosaik, passer snespurvene godt ind med deres fjerdragt, der i farverne matcher fuldstændigt.

Og nåh ja, så var der vandrefalkene. Nedenfor en feltskitse fra forleden, hvor jeg tog ud for at finde en efterhånden gammel kending. En falk, der meget stedfast har holdt til hele vinteren på engene langs Klingebjergvej, der fører mod øst ud på 'Halen'.







søndag den 24. januar 2016

Det endelige tryk af strandskaderne fra Hønen

Mit linotryk i fire farver af strandskader til højvandsrast på Fanøs sydspids, Hønen,  som er omtalt i tidligere indlæg på bloggen, er færdigt. Jeg har fået indrammet et af de syv nummererede eksemplarer.


Processen med flerfarvetryk er lang og ret besværlig. Ideen til billedet opstod med en oplevelse under en af de første vinterstorme, hvor strandskaderne stod tæt samlet på den begrænsede plads på stranden, da mange højvandsrastepladser var overskyllede. Den lave sol resulterede i et effektfuldt højlys på fuglene og henlagde de meste af strandskadernes kroppe i skygge. Et billede på vinter i Vadehavet.

søndag den 17. januar 2016

Et søle af sne, is, sand og vand...

En søndag med fuld sol og et snedækket land- og vandskab hører til sjældenhederne. Det udnyttede jeg, som så mange andre, i dag. Snespurve og ederfugle var blandt de få motiver med fjer. Selvom strandskaderne også tog sig godt ud i det lave vinterlys. Selv på denne årstid er det svært at vælge sine motiver. Men mosaikken af sne, is, sand og vand inspirerede til dagens akvarel.

17. januar, 2016, Fanø.
 
Min arbejdsplads på vaden.
 


lørdag den 16. januar 2016

Dage med store rovfugle

Efteråret viste sig fra sin gavmilde side, da Fanø blev begunstiget med op til ni havørne på et tidspunkt i oktober, helt uhørt for bare ti-tyve år siden, da ingen helt turde håbe på, at genindvandringen til Danmark fik så meget medvind, at yngleparrene i dag skulle tælle over 50 på landsplan. Havørnen yngler ikke på Fanø, men enkelte af efterårets ørne er blevet i området, og i dag fik jeg mulighed for at iagttage en af dem æde sig igennem en død sæl. På lang afstand, og uden teleskopets 50 gange forstørrelse havde jeg dårligt kunne genkende den. Men en stor fugl, der tydeligvis bakser rundt med et eller andet langt ude på vaden øst for Keldsand, kan selv igennem håndkikkerten med god ret bestemmes til en ørn. Teleskopet bekræftede mistanken, og jeg kunne gennem en halv time skitse den tunge rovfugl stå oven på kadaveret, mens en svartbag så misundeligt til på behørig afstand og først vovede sig hen til ådslet, da ørnen trådte ned og lidt til side.

Havørne fra skitsebogen, 16. januar, 2016, Keldsand, Sønderho

En anden, og nu om dage langt mere sjælden gæst i Vadehavet, var jagtfalken, der holdt til ved Kalvekrog nord for Sønderho i ugevis i november. Vi har kunnet se falken på ret nært hold og se, hvordan den reagerede på andre rovfugle. F.eks. på duehøgen, der ellers har ry for at være en af luftens hårdeste hunde. Men både denne og de stedlige vandrefalke blev smidt på porten, når det kom til territoriale skærmydsler. Akvarellen nedenfor er lavet på baggrund af skitser fra netop sådan en situation, hvor en adult vandrefalk tog stand på en pæl, lige på grænsen til, hvad der var acceptabelt for den tungere jagtfalk. Ikke at størrelsesforskellen var stor i mellem netop disse to individer. Men da fuglene gik i luften, gik der ikke mange omgange, inden vandrefalken strøg ind over Mindelunden og videre bag om Sønderho Mølle ud mod vest.

Studier af jagtfalken og landskabet ved Kalvekrog med de to falke, inden en kort luftkamp sætter en streg under, hjem der ejer dette hjørne af strandengen nedenfor Sønderho. November, 2015.

søndag den 3. januar 2016

Lino af strandskader II / Lino print of oystercatchers

Det første tilfredsstillende "endelige" tryk th.


Mit linoleums-projekt med strandskaderne fra Fanøs sydspids er gået ind i sin sidste fase.

Først nu, med trykningen af den sidste og afgørende sorte farve kan jeg se, om ideen holder. Meget tid er brugt, men man kan aldrig vide. Grafik udviser ingen nåde...det er bl.a. derfor, det er spændende. Man skal kunne leve med uvisheden og materialets egen vilje...og prøve at forstå sidstnævnte.

Strandskadernes sorte fjerdragt danner naturligvis det meste af billedets (og fuglenes) krop, men inden da er hvide, to gange blå og røde felter trykt over hinanden. Hver eneste trykgang kræver rengøring, ny farvelægning og dyb koncentration (og frustrerende udbrud) ved pressen. Ikke at forglemme bearbejdning af pladen mellem de forskellige farver.



Eksempler på 2. og 3. trykgang. Med valsningen af den røde farve
tager fuglene pludselig form. 




















Første eksemplar af det endelige motiv blev ikke tilfredsstillende, da den sorte farve ikke dækkede de underliggende farver som tiltænkt. Inden 2. eksemplar gik i trykken, justerede jeg derfor pressen, så der kom mere vægt på. Pladen har efterhånden fået snittet næsten hele sin overflade væk, så egentlig var det ikke overraskende, at trykket blev svagere. Hefter blev resultatet meget bedre. Nu mangler jeg blot de sidste seks eks.

Pladen inden valsning af den røde farve.

En mørk blå er trykt som en dyb skygge under strandskaderne.

Over the last weeks I have been working on an idea for a bigger lino print.

In the beginning of december I watched a group of oystercathers roosting at high tide along the beach at the most southern point of island Fanø. The wind was strong and the tide quite high. In such situations the space at the high tide roosting sites are limmited, and the birds stand close.

Oystercatchers form a beautiful pattern of black, white and red when they gather like this, and it often inspires me. The lines are strong and the colours very clear. If the sun light falls hard from the back or side it can also create a powerful motiv very suitable for a printing technique.

Many thing can go wrong or take another direction from the sketch and the beginning to the final print. I do not do a lot of lino printing with more colours, but in the winter months there is time for experiencing and learning.

This and the previous post shows my journey from the preparations to the first succesful print of an edition of - hopefully - 5 or 6 pieces.