fredag den 18. januar 2019

Vinter & Vadehav # VII




Øster Hede, Fanø.
Jeg har arbejdet lidt med oliepastel de seneste uger. Der er saft og kraft i
farven, der er fed on intens. Det er lidt som at tegne med læbestift.
Detaljerne må vige, men man kan hurtigt gøre rede for landskabets
konturer, lys og stemning.
 
 
 

Sølv- og stormmåger på vaden, Galgerev v. Sønderho. Akvarellen er lavet hjemme i atalieret
på grundlag af feltskitser. Mågerne er udfordrende at male i forskellige belysninger. Lys og skygge
kan er kendes let på den hvide fjerdragt, og ryggens/vingens grå eller gråblå toner varierer meget
alt efter forholdene. Alt sammen er det med til at skabe der tredimensionale væsen, en fugl er,
og som, når det går godt, også er det på papiret.
 
 

Musvåge over heden ved Sønderho Gl. Fuglekøje. Overskyet det meste af dagen,
men vejrudsigten holdt stik, og sidst på eftermiddagen brød solen igennem ude
mod vest. Forfulgte en ide om at male landskabet fra øens østkyst, netop mod
den nedadgående sol. Tak til DMI for at gøre planlægningen mulig.                       

Stor tornskade fra Øster Hede, pastel.

Råhede Vade v. Rejsby. Pastel. Mens jeg nød landskabets mange nuancer
fløj både en silkehejre og kort efter en sølvhejre op fra de dybe priler.
De kridhvide hejrer tilfører Vadehavets terræn noget eksotisk. Eller sådan
var det engang for 20 år siden, da den slags arter var noget, vi kun så på 
sommerferien i Middelhavet. Men i dag har de bredt sig mod nordvest, og de
kræver slet ikke varme, men bliver her om vinteren, så længe den er mild.
 
I løbet af de tre vintermåneder vil jeg prøve at skildre den kolde årstid i Vadehavet med pensel, papir og lidt ord om landskaberne, fuglene og om tankerne bag de enkelte billeder.
Løbende præsenteres skitser og akvareller her på siden. Når foråret banker på, arrangeres en endagsudstilling med værkerne, hvor også en lille bog i et lille eksklusivt oplag på hundrede eksemplarer vil udkomme.


søndag den 6. januar 2019

Vinter & Vadehav #VI


Fjeldvåge på himmelen over Rindby Strand, hvor der de senere år er dannet en række nye klitter og strandenge.
De er fulde af liv, og fjeldvågerne finder tilsyneladende godt med smågnavere her ude. Fjeldvågerne er ellers blevet mere fåtallige om vinteren herhjemme. De kommer fra Nordskandinavien.

Stranden på Fanø synes større om vinteren. Måske både fordi her er færre mennesker og fordi vind og regn rammer uden nåde, når man færdes herude på denne årstid. Fuglene er også færre. Men så længe vejret er mildt, står der altid forsamlinger af måger og strandskader i vandkanten.
Spændingen ved at kigge sølvmågeflokkene igennem for sjældnere arter, kender de fleste fuglefolk.

Denne særlige disciplin i ornitologien kræver, at man har set tilstrækkelig mange varianter af den almindelige sølvmåge, inden øjet fanger de små kendetegn, der afslører de genetisk nærtstående, men meget mere fåtallige Middelhavssølvmåge eller Kaspisk Måge. Og man har aldrig set det hele. Der er altid en måge, der stikker lidt ud fra mængden, og som får en rundt på gulvet. Og så gælder det om at finde ud af, om vi har at gøre med den ene eller anden. Tjekke benfarven, kropsbygningen, næbbet, øjenfarven, vingespidsen, profilen....you name it. Det er fuglekiggere for feinschmeckere. Man spiller enorm meget tid på at sølvmåger, der synes at have nogle enkelte træk af noget andet. Mens man sikkert ofte overser en anden fugl i samme flok, der skjuler sg i mængden. Men nørderiet skærper ens iagttagelsesevne, og det er´altid sjovt at finde nålen i høstakken. Som tegner tvinges man til at notere sig både helhedsindtrykket og måske endda detaljerne hos den enkelte fugl. Det er medvirkende til at opbygge en fortrolighed med arterne på en måde, der er svær at læse sig til. Og selvom man blot vil tegne de almindelige sølvmåger og lægge trangen til eftersøgningen af de mere sjældne typer fra sig, slår det én, hvor meget mågerne varierer individuelt. Der er uhyre meget udtryk i hver enkelt måge, og de er derfor et yndet vintermotiv.

Strandskaderne gør ofte mågerne selskab i vandkanten. Vinteren er en udfordring for fugle som dem. Modsat mågerne er
de ikke altædende. Men må satse på, at vadefladerne forbliver frostfrie, så orme og muslinger kan findes. Men dem er der færre af om vinteren. Så der bruges ikke unødige kræfter, og ofte ser man strandskaderne med hovedet under vingen.

Stor tornskade er et syn man glædes over ude over heden, der ellers er ret fugletom
om vinteren. Både på Østerhede og i Skifterne har jeg oplevet tornskaderne i efteråret
og vinterens første halvdel.

Store Regnspover bliver til en vis grad i Vadehavet om vinteren. Jeg hører dem næsten hver nat fra huset i Nordby, når de kalder ude fra Søjorden tæt ved. Det er en vadefugl, der gerne går på land og fouragerer på enge og marker. Disse er fanget langs Klingebjergvej ved Rindby. Billedet er udført hastigt og med blæk i tre toner.

Studiet af en vandrefalk på Hønen ved Sønderho er udført i november 2016, men først farvelagt forleden. Og foræret til Niels Peter Andreasen på Møn, som har samlet hans egen fornemme udstilling af falkebilleder fra kunstnere over hele Europa. Jeg så samlingen forleden. Det er en smuk, smuk samling af vandrefalke i vidt forskellige tolkninger og streger.

Endnu et landskab fra Galgerev, Sønderho. Jeg skitsede en flok måger på vaden, som jeg er ved at færdiggøre her hjemme ved bordet. Men fik så lyst til at se "det store billede", og sluttede seancen af med et hurtigt studie af "vandskabet". Som så ofte før begyndte det at dryppe fra oven, inden jeg var færdig.

fredag den 28. december 2018

Vinter & Vadehav # V

Udsigten fra Nordby Havn,
kort efter solopgang.
Den første vintermåned er snart gået, men kulden lader vente på sig. 7 plusgrader, dis og tåge. Grøn vinter kalder man det, og der er da også masser af grønt i landskabet. Men ellers er paletten mest præget af jordfarver i alskens toner og nuancer. Jeg holder meget af den milde vinters farver i Vadehavet. Selv på tågede og grå dage. Men farven tørrer uhyre langsomt på papiret der ude.

Renderne nord for Sønderho er et sted jeg vender tilbage til flere gange i løbet af året. Det er tyst ude over vidderne. Kun storspoverne høres.


På vestsiden af Sønderho Strandsø dannedes
et spændende lavvandet område som en følge
af vandstandshævningen for få år siden.
De fugtige klitlavninger er karakteristiske for Fanø og
indeholder er rigt dyre- og planteliv.

Havørne i blæk. Nørresø ved Ubjerg, Tøndermarsken.

En af de sidste dage i december. Vi er omkring
solhverv, fra nu af bliver dagene langsomt længere..
Halen på Fanøs østkyst har en særlig stemning
over sig. På en uforklarlig måde anderledes end de nøgne,  mere barske klitheder mod vest.
Halens landskab er det ældste stykke Fanø. Resten
af øen er vokset ud herfra.
Juledagene har samtidig stået i eftertænksomhedens tegn. Jeg har i 4 år haft glæden af at kende  Greg Poole, hvis ord og filosofi om kunst i naturen har haft en uvurderlig betydning for mit virke. Dertil kom et mildt, ærligt og nærværende væsen hos en mand, jeg vil savne meget.

Gregs krop gav op d. 28.12., et par uger efter en blodprop. Som aktiv i The Society of Wildlife Artists var han en stor inspirator for mange, og det er tankevækkende, hvor mange kunstnere indenfor genren han har rørt, vejledt og skubbet kærligt til. Jeg er overbevist om, at jeg vil tænke på ham, nærmest hver gang, jeg sætter pensel på papiret i årene, der kommer.

Greg Poole, Dunbar Castle, juni 2018

lørdag den 15. december 2018

Vinter & Vadehav #IV

Billederne har levet deres egne liv i den forgange uge. Uagtet mine intentioner,
 ville de udvikle sig temmelig ekspressivt. Måske også et resultat af det ustadige
 vejr og de hastige skift i lys i skygge.  Som her på Fanøs sydspids en sen
 eftermiddag. Farverne ændredes lynhurtigt med den nedgående sol.
 Vaden fremstår meget mørk under sådanne forhold. Den vintervisne hjelme
 stod som et varmt flammehav over de nydanne klitter.
 Arbejdede så hurtigt, jeg kunne.

En af mine gamle lærermestre ud i fugle- og naturkunsten, Niels Peter Andreasen fra Møn, har besøgt mig på Fanø. Niels Peters virke er i høj grad forbundet med vandrefalken, som han fulgte og bevogtede tæt, da landets sidste par i 1970´erne ynglede på Møns Klint. Insekt- og sprøjtegifte, der ophobede sig i fødekæden havde på det tidspunkt reduceret rovfuglebestandene i hele den vestlige verden. Sammen med beskydning, efterstræbelse og ægtyveri betød det den rene udryddelse af flere arter i store dele af Europa.

Først med udfasningen af de mest skadelige (!) insektgifte og fredning af rovfuglene, begyndte det i 1990´erne at gå frem igen. Og da de første falke vendte tilbage til Møn og Danmark efter en generations tid, var Niels Peter klar til at følge dem igen. Og ligesom i 70´erne har han tegnet, malet og skrevet om dem lige siden. Jeg ejer selvfølgelog både hans tidlige bog fra omkring det år, hvor jeg blev født og det store (livs)bogværk om falkene og de mange rejser, der udkom for 4-5 år siden. Begge er bøger, som får enhver til at føle en dyb respekt for falke, rovfugle og naturen som sådan. Og Selvfølgelig var vi ude at finde en Fanø-vandrefalk. Men  der har også været tid til gode samtaler om teknikker, malemåder og inspiration.

Niels Peter lægger sidste hånd på et billede fra Hønen.


Sneum Ås udløb i Vadehavet. Jeg har tidligere, da jeg boede på fastlandet, tilbragt utallige dage og timer ved Sneum Sluse og klæggravene bag diget. At nyde udsigten mod syd fra forlandet er derfor lidt som at komme hjem.


Vandrefalk pudser sig. Skideneng, tæt ved Nordby, huser altid en
falk på denne årstid. Akvarel- og kulskitse.


Høneengen, Sønderho.


Vaden ud for Hønen, Sønderho. Med de gamle pæle fra tidligere kystbeskyttelesforsøg.
Selvom kysten her aktuelt rykker lidt tilbage, modtager landskabet omkring øens sydspids
årligt langt mere sand fra havet, end det mister.


I løbet af de tre kommende vintermåneder vil jeg prøve at skildre den kolde årstid i Vadehavet med pensel, papir og lidt ord om landskaberne, fuglene og om tankerne bag de enkelte billeder.
Løbende præsenteres skitser og akvareller her på siden. Når foråret banker på, arrangeres en endagsudstilling med værkerne, hvor også en lille bog i et lille eksklusivt oplag på hundrede eksemplarer vil udkomme.


søndag den 9. december 2018

Vinter & Vadehav #III

Hamburger Hallig. En kold dag i de tyske Vadehav


Den første december- og vinteruge er gået. Mildt, blæsende og med dramatiske skyer på himmelen. Men også dage med heldagsregn og tåge.
Besøgte det nordtyske Vadehav på en solrig dag, hvor vinden dog viste sig at være en udfordring. Billedet herover malede jeg på diget ved Hamburger Hallig, omgivet af alt for meget fårelort, som det er typisk for digernes landskab. Man må ikke være sart. Akvarelpapiret blev, da billedet næsten var færdigt og farven stadig våd, revet ud af sine klemmer og fløj hen ad diget. Fik det fanget, inden det fløj helt væk. Himmelen over det store landskab var fyldt med bramgæs, og en havørn fik på et tidspunkt samtlige gås på halvøen på vingerne. En flok bjerglærker fløj frem og tilbage nedenfor mig ved digefoden, mens jeg kunne iagttage vandet stige hurtigt i kanaler og render og ind over marskengene. Vinden pressede på, og selvom jeg gerne ville se, hvor meget af terrænet, der ville blive oversvømmet, måtte jeg videre.

Lidt mod syd ligger den imponerende Beltringharder Koog, en ung kog, meget lig vores egen Margrethekog. Et inddiget område, der er indrettet med digesikkerhed for øje, men med vand og derfor masser af fugle. Denne dag fangede især over 20 sølvhejrer mine øjne. Blandt ænderne i vandet omkring de hvide hejrer dukkede adskillige små skalleslugere op. De er også hvide, men med sorte skarpe tegninger omkring øjne, i nakken og hen ad siden. De er enormt smukke. Ideen til et billede af de hvide fugle sammen var født, men at male dem i sort blæk synes måske pudsigt. Ikke desto mindre kunne hele scenens stemning med skarpt sollys og tydelige skygger bedst indfanges med nogle hastige og brede penselsstrøg med blæk i forskellige toner. De kolde fingre duede alligevel ikke til detaljearbejde.

Sølvhejrer & små skalleslugere. Beltringharder Koog.

Grønbenet rørhøne i kanalen nedenfor det store pumpehus ved
Lægan. De nøgne træer omkring pumpehuset spejlede sig i
vandet, der blev farvet gyldent af dagens sidste lys.
Og rørhønen sejlede på tværs af det hele.

Da vinter er lig med korte dage, hvor lyset slukker ud på eftermiddagen, tilbringer jeg som regel mere tid i atalieret. Jeg henter stadig inspirationen og ideerne gennem de udendørs oplevelser, og feltskitser danner altid grundlaget for de færdige billeder, som så kan gro ud af andre teknikker, der faktisk kræver indendørs faciliteter. Såsom radering eller anden form for grafik.

Ørnene nedenfor oplevede jeg gennem håndkikkerten fra bilen i en kort stund ved Ballum Enge. De imponerende store fugle baksede rundt på jorden sammen, inden de fløj ind over gårdene på gestkanten på randen af marsken. Jeg fik kun lavet et par hurtige skitser af fuglene, men motivet havde en form for potentiale. Koldnålsraderingen lægger ikke op til detaljeret arbejde, men man kan med fordel tænke i kontraster og en vis forenkling. Jeg vil arbejde lidt videre med raderingen, men dette er det 2. prøvetryk.



Havørne ved Ballum. Koldnålsradering. Prøvetryk.

torsdag den 29. november 2018

Vinter & Vadehav #II

 

 
I løbet af de tre kommende vintermåneder vil jeg prøve at skildre den kolde årstid i Vadehavet med pensel, papir og lidt ord om landskaberne, fuglene og om tankerne bag de enkelte billeder.
Løbende præsenteres skitser og akvareller her på siden. Når foråret banker på, arrangeres en endagsudstilling med værkerne, hvor også en lille bog i et lille eksklusivt oplag på hundrede eksemplarer vil udkomme.
 
God læselyst!
 
Billedet herover er fra sidste uges besøg ved Hjerpsted og Jordsand Flak. Jeg var forbi både, da solen stod op og senere, lidt inden den gik ned. Her ud på eftermiddagen var et nyt truende skydække på vej ind over det mennesketomme land- og vandskab. Bramgæs, som der er mellem 30 og 50.000 stykker af i Vadehavet lige nu, trak over i en smuk kile på himmelen. Vaden syntes meget mørk i eftermiddages lave lys og de store sten, der ellers er så sjældne i Vadehavet, men findes her nedenfor Hjerpsteds gamle bakkeø, lå som spredte mørke silhuetter mellem de lysende vandfyldte render, skabt af ebbestrømmen. Nogle render reflekterede lyset med en stor kontrast til følge, andre tog farve af de metalblå skyer. Jeg må tilbage hertil inden længe igen. Vaden her tager sig meget anderledes ud end derhjemme på Fanø. Og så de dér sten...de skal have noget opmærksomhed.
 
Den seneste uge har budt på kolde dage med ret hård østenvind, men også nogle milde solrige timer, som da jeg vandrede ud mod Sønderho Gl. Fuglekøje og oplevede skyerne trække sig til side som et scenetæppe. Billedet nederst gengiver min oplevelse af lyset, der bryder igennem og en ensom fiskehejre, der langsom basker over heden. Inden jeg selv rammes af solen, kan jeg bagude se kysten ved Albue Bugt, der lyser op i en varm okkegul tone, som sigtede solen netop mod denne plet på øen. Jeg kan høre ravne inde over skoven. For 10-15 år siden var det ikke en lyd, man kunne nyde på Fanø, men i dag yngler 2-3 par, og de ses årets rundt i terrænet. Ofte også ude på stranden.
 

 
Vandrefalk over Vidåen, eller retteligt kanalen, mellem den gamle Højer Sluse og det fremskudte dige. Et stykke indvundet land, hvor vandet dog får plads i et omfang, det´ellers ikke får i store dele af marsken. Her i Margrethekog er landskabet indrettet som både ferskvandsreservoir, saltvandssø og landbrugsområde. Et godt billede på nutidens forskellige krav til et landskab som dette. Vidåen afvander et enormt område, der strækker sig helt nord om Aabenraa. Det hele skal ud gennem kanalen her og slusen ude mod vest. Når slusen så lukker under storm og høj vandstand i Vadehavet, er det et spørgsmål om timer, før vandet stiger i åen og i marsken, og det såkaldte bagvand kan oversvømme de laveste arealer. Plads til vand, bliver en overskrift i de kommende år med mere regn og mere vind.
 
 
Fiskehejre over heden ved Sønderho Gl. Fuglekøje

fredag den 23. november 2018

Vinter & Vadehav #I


 




I løbet af de tre kommende vintermåneder vil jeg prøve at skildre den kolde årstid i Vadehavet med pensel, papir og lidt ord om landskaberne, fuglene og om tankerne bag de enkelte billeder.
Løbende præsenteres skitser og akvareller her på siden. Når foråret banker på, arrangeres en endagsudstilling med værkerne, hvor også en lille bog i et lille eksklusivt oplag på hundrede eksemplarer vil udkomme.
 
God læselyst!
 
I de kommende måneder er det en udfordring at male under åben himmel.
For det første er dagene korte og lyset knapt. Vinden er hård, og lavtrykkene med regn fra vest står i kø. Hvis det da ikke bliver rigtig vinter med bidende østenvind, frost og ekstreme lavvander. Men der er dramaer at opleve derude. Himlen og dens skyer er levende, og man skal være hurtig, hvis man vil prøve at fastholde en bygesky, der driver over eller opløses, mens solen pludselig brager igennem og kortvarigt kaster farve ud over et landskab, der for få øjeblikke siden fremstod uden nuancer. Tåge, dis, storm og kulde er alt sammen med til at forme billederne, og man oplever det hele meget intenst, når man prøver maler ude på stedet. Akvarellen ovenfor er lavet på Sønderho Strand med udsigt over Galgerev. Bygeskyen til venstre i billedet spolerede næsten mit første forsøg, da den nåede at sende lidt vel rigeligt med vand ned over papiret, inden jeg fik det dækket af. Men så kom solen igennem igen, og jeg gik i gang med nyt stykke papir. Lettere stresset af den næste byge, som jeg kunne se var på vej ude fra nordvest. Vinden var vældig hård, og jeg havde måtte hente både min bøtte med små farvetuber og låget til en plastikbeholder længere oppe ad stranden. Hvis papiret ikke er spændt godt op med klemmer kan det i sådan en situation sagtens være fløjet væk, når man kommer tilbage med de første bortfløjne genstande. Det er dér, jeg skal gøre mig umage for at huske på, hvorfor det er sjovt.


Udsigten fra Hjerpsted med Sild, tidlig morgen d. 21.11.18. En havørn flyver ind
fra vaden, hvor øen Jordsand engang lå.

Øen Jordsand er en saga blot. I løbet af 1990´erne åd havet de sidste rester af det tidligere vidtstrakte og endda beboede landskab mellem Sild og Hjerpsted Bakkeø på fastlandet. Bakkeøerne er høje nok til, at man her ikke behøver de diger, der ellers spærrer udsynet fra marsken ud mod Vadehavet. Bevidstheden om Jordsands eksistens og skæbne og naturens kræfter her gør mig altid ydmyg. Det er Vadehavet i sin mest dynamiske form. Øer kommer og går. Langs vejen ligger 10 gravhøje tæt ved hinanden, og jeg kan ikke lade være med at forestille mig, hvilket landskab menneskene i oldtiden har kigget ud over her. Havørnen, der flyver over mig, har med stor sandsynlighed været en del af billedet også dengang.

Studier af bjerglærker på stranden ved Hønen, Sønderho. 6.11.18
 
De første bjerglærker ankommer hen i september, men især omkring efterårsferien rykker de ind på Vadehavets strande og forlande i større stil. Man overser dem nemt. Selv med deres lysene gule hoveder skal man gøre sig umage for at spotte dem på jorden...eller som her på sandet, hvor de fouragerer i opskyl og mellem visnede planter oppe omkring klitfoden. De lader sig tilmed nemt skræmme, så man skal gå forsigtigt frem. Hønestranden på Fanøs sydspids er et næsten sikkert sted at finde bjerglærkerne, når oktober bliver til november. Men de kan hurtigt være væk igen, og der er ingen garanti for, at der kommer ret mange forbi i løbet af vinteren. I begyndelsen af måneden gik jeg derfor målrettet efter at skitse lærkerne på en grå eftermiddag. Stranden omkring Hønen er blevet et ensomt sted på denne årstid. Det er et populært sted at gå tur, men nu er her stille, bortset fra regnspovernes sørgmodige stemmer ude fra Sdr. Keldsand.