Vinter & Vadehav #II

 

 

I løbet af de tre kommende vintermåneder vil jeg prøve at skildre den kolde årstid i Vadehavet med pensel, papir og lidt ord om landskaberne, fuglene og om tankerne bag de enkelte billeder.

Løbende præsenteres skitser og akvareller her på siden. Når foråret banker på, arrangeres en endagsudstilling med værkerne, hvor også en lille bog i et lille eksklusivt oplag på hundrede eksemplarer vil udkomme.

 

God læselyst!

 

Billedet herover er fra sidste uges besøg ved Hjerpsted og Jordsand Flak. Jeg var forbi både, da solen stod op og senere, lidt inden den gik ned. Her ud på eftermiddagen var et nyt truende skydække på vej ind over det mennesketomme land- og vandskab. Bramgæs, som der er mellem 30 og 50.000 stykker af i Vadehavet lige nu, trak over i en smuk kile på himmelen. Vaden syntes meget mørk i eftermiddages lave lys og de store sten, der ellers er så sjældne i Vadehavet, men findes her nedenfor Hjerpsteds gamle bakkeø, lå som spredte mørke silhuetter mellem de lysende vandfyldte render, skabt af ebbestrømmen. Nogle render reflekterede lyset med en stor kontrast til følge, andre tog farve af de metalblå skyer. Jeg må tilbage hertil inden længe igen. Vaden her tager sig meget anderledes ud end derhjemme på Fanø. Og så de dér sten...de skal have noget opmærksomhed.

 

Den seneste uge har budt på kolde dage med ret hård østenvind, men også nogle milde solrige timer, som da jeg vandrede ud mod Sønderho Gl. Fuglekøje og oplevede skyerne trække sig til side som et scenetæppe. Billedet nederst gengiver min oplevelse af lyset, der bryder igennem og en ensom fiskehejre, der langsom basker over heden. Inden jeg selv rammes af solen, kan jeg bagude se kysten ved Albue Bugt, der lyser op i en varm okkegul tone, som sigtede solen netop mod denne plet på øen. Jeg kan høre ravne inde over skoven. For 10-15 år siden var det ikke en lyd, man kunne nyde på Fanø, men i dag yngler 2-3 par, og de ses årets rundt i terrænet. Ofte også ude på stranden.

 



 

Vandrefalk over Vidåen, eller retteligt kanalen, mellem den gamle Højer Sluse og det fremskudte dige. Et stykke indvundet land, hvor vandet dog får plads i et omfang, det´ellers ikke får i store dele af marsken. Her i Margrethekog er landskabet indrettet som både ferskvandsreservoir, saltvandssø og landbrugsområde. Et godt billede på nutidens forskellige krav til et landskab som dette. Vidåen afvander et enormt område, der strækker sig helt nord om Aabenraa. Det hele skal ud gennem kanalen her og slusen ude mod vest. Når slusen så lukker under storm og høj vandstand i Vadehavet, er det et spørgsmål om timer, før vandet stiger i åen og i marsken, og det såkaldte bagvand kan oversvømme de laveste arealer. Plads til vand, bliver en overskrift i de kommende år med mere regn og mere vind.

 

 

Fiskehejre over heden ved Sønderho Gl. Fuglekøje

Vinter & Vadehav #I

 



I løbet af de tre kommende vintermåneder vil jeg prøve at skildre den kolde årstid i Vadehavet med pensel, papir og lidt ord om landskaberne, fuglene og om tankerne bag de enkelte billeder.

Løbende præsenteres skitser og akvareller her på siden. Når foråret banker på, arrangeres en endagsudstilling med værkerne, hvor også en lille bog i et lille eksklusivt oplag på hundrede eksemplarer vil udkomme.

 

God læselyst!

 

I de kommende måneder er det en udfordring at male under åben himmel.

For det første er dagene korte og lyset knapt. Vinden er hård, og lavtrykkene med regn fra vest står i kø. Hvis det da ikke bliver rigtig vinter med bidende østenvind, frost og ekstreme lavvander. Men der er dramaer at opleve derude. Himlen og dens skyer er levende, og man skal være hurtig, hvis man vil prøve at fastholde en bygesky, der driver over eller opløses, mens solen pludselig brager igennem og kortvarigt kaster farve ud over et landskab, der for få øjeblikke siden fremstod uden nuancer. Tåge, dis, storm og kulde er alt sammen med til at forme billederne, og man oplever det hele meget intenst, når man prøver maler ude på stedet. Akvarellen ovenfor er lavet på Sønderho Strand med udsigt over Galgerev. Bygeskyen til venstre i billedet spolerede næsten mit første forsøg, da den nåede at sende lidt vel rigeligt med vand ned over papiret, inden jeg fik det dækket af. Men så kom solen igennem igen, og jeg gik i gang med nyt stykke papir. Lettere stresset af den næste byge, som jeg kunne se var på vej ude fra nordvest. Vinden var vældig hård, og jeg havde måtte hente både min bøtte med små farvetuber og låget til en plastikbeholder længere oppe ad stranden. Hvis papiret ikke er spændt godt op med klemmer kan det i sådan en situation sagtens være fløjet væk, når man kommer tilbage med de første bortfløjne genstande. Det er dér, jeg skal gøre mig umage for at huske på, hvorfor det er sjovt.

Udsigten fra Hjerpsted med Sild, tidlig morgen d. 21.11.18. En havørn flyver ind

fra vaden, hvor øen Jordsand engang lå.

Øen Jordsand er en saga blot. I løbet af 1990´erne åd havet de sidste rester af det tidligere vidtstrakte og endda beboede landskab mellem Sild og Hjerpsted Bakkeø på fastlandet. Bakkeøerne er høje nok til, at man her ikke behøver de diger, der ellers spærrer udsynet fra marsken ud mod Vadehavet. Bevidstheden om Jordsands eksistens og skæbne og naturens kræfter her gør mig altid ydmyg. Det er Vadehavet i sin mest dynamiske form. Øer kommer og går. Langs vejen ligger 10 gravhøje tæt ved hinanden, og jeg kan ikke lade være med at forestille mig, hvilket landskab menneskene i oldtiden har kigget ud over her. Havørnen, der flyver over mig, har med stor sandsynlighed været en del af billedet også dengang.

Studier af bjerglærker på stranden ved Hønen, Sønderho. 6.11.18
 

De første bjerglærker ankommer hen i september, men især omkring efterårsferien rykker de ind på Vadehavets strande og forlande i større stil. Man overser dem nemt. Selv med deres lysene gule hoveder skal man gøre sig umage for at spotte dem på jorden...eller som her på sandet, hvor de fouragerer i opskyl og mellem visnede planter oppe omkring klitfoden. De lader sig tilmed nemt skræmme, så man skal gå forsigtigt frem. Hønestranden på Fanøs sydspids er et næsten sikkert sted at finde bjerglærkerne, når oktober bliver til november. Men de kan hurtigt være væk igen, og der er ingen garanti for, at der kommer ret mange forbi i løbet af vinteren. I begyndelsen af måneden gik jeg derfor målrettet efter at skitse lærkerne på en grå eftermiddag. Stranden omkring Hønen er blevet et ensomt sted på denne årstid. Det er et populært sted at gå tur, men nu er her stille, bortset fra regnspovernes sørgmodige stemmer ude fra Sdr. Keldsand.