søndag den 24. januar 2016

Det endelige tryk af strandskaderne fra Hønen

Mit linotryk i fire farver af strandskader til højvandsrast på Fanøs sydspids, Hønen,  som er omtalt i tidligere indlæg på bloggen, er færdigt. Jeg har fået indrammet et af de syv nummererede eksemplarer.


Processen med flerfarvetryk er lang og ret besværlig. Ideen til billedet opstod med en oplevelse under en af de første vinterstorme, hvor strandskaderne stod tæt samlet på den begrænsede plads på stranden, da mange højvandsrastepladser var overskyllede. Den lave sol resulterede i et effektfuldt højlys på fuglene og henlagde de meste af strandskadernes kroppe i skygge. Et billede på vinter i Vadehavet.

lørdag den 16. januar 2016

Dage med store rovfugle

Efteråret viste sig fra sin gavmilde side, da Fanø blev begunstiget med op til ni havørne på et tidspunkt i oktober, helt uhørt for bare ti-tyve år siden, da ingen helt turde håbe på, at genindvandringen til Danmark fik så meget medvind, at yngleparrene i dag skulle tælle over 50 på landsplan. Havørnen yngler ikke på Fanø, men enkelte af efterårets ørne er blevet i området, og i dag fik jeg mulighed for at iagttage en af dem æde sig igennem en død sæl. På lang afstand, og uden teleskopets 50 gange forstørrelse havde jeg dårligt kunne genkende den. Men en stor fugl, der tydeligvis bakser rundt med et eller andet langt ude på vaden øst for Keldsand, kan selv igennem håndkikkerten med god ret bestemmes til en ørn. Teleskopet bekræftede mistanken, og jeg kunne gennem en halv time skitse den tunge rovfugl stå oven på kadaveret, mens en svartbag så misundeligt til på behørig afstand og først vovede sig hen til ådslet, da ørnen trådte ned og lidt til side.

Havørne fra skitsebogen, 16. januar, 2016, Keldsand, Sønderho

En anden, og nu om dage langt mere sjælden gæst i Vadehavet, var jagtfalken, der holdt til ved Kalvekrog nord for Sønderho i ugevis i november. Vi har kunnet se falken på ret nært hold og se, hvordan den reagerede på andre rovfugle. F.eks. på duehøgen, der ellers har ry for at være en af luftens hårdeste hunde. Men både denne og de stedlige vandrefalke blev smidt på porten, når det kom til territoriale skærmydsler.


søndag den 3. januar 2016

Lino af strandskader II / Lino print of oystercatchers

Det første tilfredsstillende "endelige" tryk th.


Mit linoleums-projekt med strandskaderne fra Fanøs sydspids er gået ind i sin sidste fase.

Først nu, med trykningen af den sidste og afgørende sorte farve kan jeg se, om ideen holder. Meget tid er brugt, men man kan aldrig vide. Grafik udviser ingen nåde...det er bl.a. derfor, det er spændende. Man skal kunne leve med uvisheden og materialets egen vilje...og prøve at forstå sidstnævnte.

Strandskadernes sorte fjerdragt danner naturligvis det meste af billedets (og fuglenes) krop, men inden da er hvide, to gange blå og røde felter trykt over hinanden. Hver eneste trykgang kræver rengøring, ny farvelægning og dyb koncentration (og frustrerende udbrud) ved pressen. Ikke at forglemme bearbejdning af pladen mellem de forskellige farver.



Eksempler på 2. og 3. trykgang. Med valsningen af den røde farve
tager fuglene pludselig form. 




















Første eksemplar af det endelige motiv blev ikke tilfredsstillende, da den sorte farve ikke dækkede de underliggende farver som tiltænkt. Inden 2. eksemplar gik i trykken, justerede jeg derfor pressen, så der kom mere vægt på. Pladen har efterhånden fået snittet næsten hele sin overflade væk, så egentlig var det ikke overraskende, at trykket blev svagere. Hefter blev resultatet meget bedre. Nu mangler jeg blot de sidste seks eks.

Pladen inden valsning af den røde farve.

En mørk blå er trykt som en dyb skygge under strandskaderne.

Over the last weeks I have been working on an idea for a bigger lino print.

In the beginning of december I watched a group of oystercathers roosting at high tide along the beach at the most southern point of island Fanø. The wind was strong and the tide quite high. In such situations the space at the high tide roosting sites are limmited, and the birds stand close.

Oystercatchers form a beautiful pattern of black, white and red when they gather like this, and it often inspires me. The lines are strong and the colours very clear. If the sun light falls hard from the back or side it can also create a powerful motiv very suitable for a printing technique.

Many thing can go wrong or take another direction from the sketch and the beginning to the final print. I do not do a lot of lino printing with more colours, but in the winter months there is time for experiencing and learning.

This and the previous post shows my journey from the preparations to the first succesful print of an edition of - hopefully - 5 or 6 pieces.