søndag den 27. januar 2019

Vinter & Vadehav # VIII

Hønens spids under hård kuling. Sydspidsen på Fanø er et spændende sted at
opleve Vadehavets store entreprenør, stormfloden. Når havet skyller ind over de
lavtliggende strandenge og klittoppe, får man her et godt indtryk af områdets
DNA. Uden oversvømmelserne ville dette landskab ikke vokse. Det er
umiddelbart et paradoks. Men vandet fragter sand, slik og organisk materiale
ind overlandskabet, hvis hårdføre planter tilbageholder meget af det. Derved
vokser terrænet i højden. Jeg har forsøgt at tegne eller i det mindste skitse Hønen
under storm i mange år. Under udførelsen af denne akvarel slog det mig, at min
grænse for under hvilke forhold jeg føler mig i stand til at male under, faktisk
har rykket sig ikke så lidt. Det har været målet af afprøve den grænse i nogle år, og
en vigtig del af ideen med Vinter & Vadehav.

Selv de mest ydmyge træer kan udgøre et motiv eller en del af det. Syd for
Pælebjerg på Fanø har en bevoksning med glansbladet hæg bredt sig mellem
de spredte birketræer. Hæg er ikke hjemmehørende i Danmark og kan ændre
grundlæggende på økosystemet i f.eks. klitterne, hvis de breder sig. Naturstyrelsen
har derfor sat geder til at æde sig igennem buskene, der efterhånden er
bidt godt ned. Klitterne lå i skygge her på den solrige eftermiddag. Solens stråler
ramte forgrunden, hvis våde grene reflekterede lyset smukt.

Frosten gør det til en udfordring at male. Både fordi fingrene bliver følelsesløse og især fordi, vandet og farven fryser.
Skitsede hurtigt udsigten over Vidåen mod Bjerremark, den store marskgård på kanten af Ubjerg. 
Med kul og hastige penselstrøg. 

Storspover ved Rømødæmningen.

Havørne på diget ved Nørresø. Malet i frost. Det endelige billede her er resultatet, efter at den frosne akvarelfarve på papiret tøede op i bilen på vej hjem og arbejdede videre med mit motiv. Vejret og omstændighederne omkring feltarbejdet spiller meget aktivt med.

Detalje fra ørnemotivet. Både frosten og den optøede og siden tørrede farve har sat smukke strukturer, man aldrig kunne skabe ved tegnebordet.

Motivet, som det tog sig ud på diget i frossen tilstand.

Zoomer man helt ind på diget i baggrunden, kan man ane to små pletter mellem de to små
bebyggelser til højre i horisonten.
Billedet snyder en smule. Der er ikke så langt ud til ørnene, som det
ser ud til og med teleskopets 50 gange forstørrelse, var det en god ørneoplevelse. Men Nørresø
er bare fantastisk og nærmest sikker, når det gælder havørne.
 
I løbet af de tre vintermåneder vil jeg prøve at skildre den kolde årstid i Vadehavet med pensel, papir og lidt ord om landskaberne, fuglene og om tankerne bag de enkelte billeder.
Løbende præsenteres skitser og akvareller her på siden. Når foråret banker på, arrangeres en endagsudstilling med værkerne, hvor også en lille bog i et lille eksklusivt oplag på hundrede eksemplarer vil udkomme.

fredag den 18. januar 2019

Vinter & Vadehav # VII




Øster Hede, Fanø.
Jeg har arbejdet lidt med oliepastel de seneste uger. Der er saft og kraft i
farven, der er fed on intens. Det er lidt som at tegne med læbestift.
Detaljerne må vige, men man kan hurtigt gøre rede for landskabets
konturer, lys og stemning.
 
 
 

Sølv- og stormmåger på vaden, Galgerev v. Sønderho. Akvarellen er lavet hjemme i atalieret
på grundlag af feltskitser. Mågerne er udfordrende at male i forskellige belysninger. Lys og skygge
kan er kendes let på den hvide fjerdragt, og ryggens/vingens grå eller gråblå toner varierer meget
alt efter forholdene. Alt sammen er det med til at skabe der tredimensionale væsen, en fugl er,
og som, når det går godt, også er det på papiret.
 
 

Musvåge over heden ved Sønderho Gl. Fuglekøje. Overskyet det meste af dagen,
men vejrudsigten holdt stik, og sidst på eftermiddagen brød solen igennem ude
mod vest. Forfulgte en ide om at male landskabet fra øens østkyst, netop mod
den nedadgående sol. Tak til DMI for at gøre planlægningen mulig.                       

Stor tornskade fra Øster Hede, pastel.

Råhede Vade v. Rejsby. Pastel. Mens jeg nød landskabets mange nuancer
fløj både en silkehejre og kort efter en sølvhejre op fra de dybe priler.
De kridhvide hejrer tilfører Vadehavets terræn noget eksotisk. Eller sådan
var det engang for 20 år siden, da den slags arter var noget, vi kun så på 
sommerferien i Middelhavet. Men i dag har de bredt sig mod nordvest, og de
kræver slet ikke varme, men bliver her om vinteren, så længe den er mild.
 
I løbet af de tre vintermåneder vil jeg prøve at skildre den kolde årstid i Vadehavet med pensel, papir og lidt ord om landskaberne, fuglene og om tankerne bag de enkelte billeder.
Løbende præsenteres skitser og akvareller her på siden. Når foråret banker på, arrangeres en endagsudstilling med værkerne, hvor også en lille bog i et lille eksklusivt oplag på hundrede eksemplarer vil udkomme.


søndag den 6. januar 2019

Vinter & Vadehav #VI


Fjeldvåge på himmelen over Rindby Strand, hvor der de senere år er dannet en række nye klitter og strandenge.
De er fulde af liv, og fjeldvågerne finder tilsyneladende godt med smågnavere her ude. Fjeldvågerne er ellers blevet mere fåtallige om vinteren herhjemme. De kommer fra Nordskandinavien.

Stranden på Fanø synes større om vinteren. Måske både fordi her er færre mennesker og fordi vind og regn rammer uden nåde, når man færdes herude på denne årstid. Fuglene er også færre. Men så længe vejret er mildt, står der altid forsamlinger af måger og strandskader i vandkanten.
Spændingen ved at kigge sølvmågeflokkene igennem for sjældnere arter, kender de fleste fuglefolk.

Denne særlige disciplin i ornitologien kræver, at man har set tilstrækkelig mange varianter af den almindelige sølvmåge, inden øjet fanger de små kendetegn, der afslører de genetisk nærtstående, men meget mere fåtallige Middelhavssølvmåge eller Kaspisk Måge. Og man har aldrig set det hele. Der er altid en måge, der stikker lidt ud fra mængden, og som får en rundt på gulvet. Og så gælder det om at finde ud af, om vi har at gøre med den ene eller anden. Tjekke benfarven, kropsbygningen, næbbet, øjenfarven, vingespidsen, profilen....you name it. Det er fuglekiggere for feinschmeckere. Man spiller enorm meget tid på at sølvmåger, der synes at have nogle enkelte træk af noget andet. Mens man sikkert ofte overser en anden fugl i samme flok, der skjuler sg i mængden. Men nørderiet skærper ens iagttagelsesevne, og det er´altid sjovt at finde nålen i høstakken. Som tegner tvinges man til at notere sig både helhedsindtrykket og måske endda detaljerne hos den enkelte fugl. Det er medvirkende til at opbygge en fortrolighed med arterne på en måde, der er svær at læse sig til. Og selvom man blot vil tegne de almindelige sølvmåger og lægge trangen til eftersøgningen af de mere sjældne typer fra sig, slår det én, hvor meget mågerne varierer individuelt. Der er uhyre meget udtryk i hver enkelt måge, og de er derfor et yndet vintermotiv.

Strandskaderne gør ofte mågerne selskab i vandkanten. Vinteren er en udfordring for fugle som dem. Modsat mågerne er
de ikke altædende. Men må satse på, at vadefladerne forbliver frostfrie, så orme og muslinger kan findes. Men dem er der færre af om vinteren. Så der bruges ikke unødige kræfter, og ofte ser man strandskaderne med hovedet under vingen.

Stor tornskade er et syn man glædes over ude over heden, der ellers er ret fugletom
om vinteren. Både på Østerhede og i Skifterne har jeg oplevet tornskaderne i efteråret
og vinterens første halvdel.

Store Regnspover bliver til en vis grad i Vadehavet om vinteren. Jeg hører dem næsten hver nat fra huset i Nordby, når de kalder ude fra Søjorden tæt ved. Det er en vadefugl, der gerne går på land og fouragerer på enge og marker. Disse er fanget langs Klingebjergvej ved Rindby. Billedet er udført hastigt og med blæk i tre toner.

Studiet af en vandrefalk på Hønen ved Sønderho er udført i november 2016, men først farvelagt forleden. Og foræret til Niels Peter Andreasen på Møn, som har samlet hans egen fornemme udstilling af falkebilleder fra kunstnere over hele Europa. Jeg så samlingen forleden. Det er en smuk, smuk samling af vandrefalke i vidt forskellige tolkninger og streger.

Endnu et landskab fra Galgerev, Sønderho. Jeg skitsede en flok måger på vaden, som jeg er ved at færdiggøre her hjemme ved bordet. Men fik så lyst til at se "det store billede", og sluttede seancen af med et hurtigt studie af "vandskabet". Som så ofte før begyndte det at dryppe fra oven, inden jeg var færdig.