Linoleumstryk af havørne

De endelige havørnetryk på rad og række.

 Vinter på Fanø er lig med blæst og regn, og det er en udfordring at tegne i længere tid af gangen under åben himmel. Men så kan man bruge tid på billeder af en anden type og bruge nogle af de mange skitser fra året, der gik, til et eller andet. De flerfarvede linoleumstryk kræver mange arbejdsgange, og det tager lang tid, inden man ser resultatet. Og det er før sket, at mange timers arbejde er spildt...eller i hver fald måtte betragtes som "gode erfaringer". Havørnene, der i efteråret og i den første halvdel af vinteren stadig optræder på Fanø i antal, der ikke er set før, har jeg skitset og malet adskillige gange. Efterhånden opstod ideen til et linoleumstryk, som nu, efter et par måneders arbejde "on off", er færdigt. Herunder beskriver jeg arbejdet med trykket. Fra ide, skitse til det endelige resultat.







Inspirationen til trykket opstod efter en eftermiddag i selskab med tre ørne, der var gået til overnatning ud på eftermiddagen i den vestlige del af klitplantagen. Ørnene holder af at sidde højt, og det ser ud som om, at de nogle gange må kæmpe for at holde balancen. I hvert fald sidder de nogle gange med de enorme vinger foldet ud og halen spredt. Sådan sad en gammel lyshovedet ørn, da dagens sidste sol ramte den fra vest i nogle få minutter. Baggrunden var dramatisk mørkelilla, og der var optræk til regn. Flere ørne kom til, og selvom der er høje træer nok på stedet, søgte de alle hen til den allerede ankomne fugl. De mørke og spættede yngre fugle forsøgte endda at tage præcis den gamles plads i toppen. Men efter lidt flytten rundt satte alle sig tilrette ganske tæt ved hinanden. Jeg tegnede lidt studier af ørnene sammen med en skitse af landskabet set mod vest og den nedgående sol. Især ørnen med de udslåede vinger på den dramatiske baggrund af regnfulde skyer forfulgte mig og har udgjort grundideen til linotrykket.

Akvarelskitserne fra felten, en eftermiddag i november.

Både skitserne fra denne oplevelse og et kig på en stribe andre hastige streger fra andre ørnedage indgik som elementer i et endeligt forlæg til brug for trykket. At ørnene sidder tæt sammen, ville man normalt betragte som et billedkunstnerisk greb, men her er det faktisk en gengivelse af situationen, man kan iagttage på fuglenes overnatningsplads. De klumper sig rent faktisk sammen! Den kolde mørke baggrund tænker jeg, kan stå fint op mod de lyse hoveder på de gamle ørne. Den ide fastholder jeg.

Den endelige skitse til trykket. Til højre små afprøvninger af  kompositionen.

Skitsen rentegnes i sin mest forenklede udgave til linoleumspladen. Jeg ved nu præcis, hvad der skal være hvidt, gult, blåt og brunt.

Efter at have skåret alle de felter væk, som skal fremstå hvide (som højlys på ørnene), trykker jeg en stribe ark i okkergul farve. Herunder ses samlingen, da jeg også har trykt den blå farve ovenpå flere af eksemplarerne. Nu begynder motivet at tage form. Men hver gang jeg skal have det enkelte ark igennem pressen, kan det gå galt, og nogle må kasseres undervejs.

Motivet bindes endeligt sammen med den sidste brune trykgang. For hver farve, der trykkes, har jeg arbejdet med pladen. De flader, der allerede er trykt i deres endelige farve, skal skæres væk. Men nu bliver det spændende. At løfte de første ark med den sidste farve fra pladen giver altid lidt et kick. Jeg holder meget af den kreative proces, hvor man må forenkle og skære helt til benet og forsøge at ramme fuglenes udtryk uden detaljer, men i flader. Noget af det tager man med sig videre over i tegningerne og akvarellen. At finde ind til det mest karakteristiske hos arterne er en kilde til evig fordybelse.

Forårstrækket er i gang

Allerede i midten af februar stod de første mindre vibeflokke og skuttede sig på strandengene. Men med marts er der som altid kommet et stort rykind, og når vejret er pænt, kaster viberne sig rundt i luften og gør opmærksom på sig selv. Nørby Enge/Skideneng sydøst for Nordby er en fin lokalitet at opleve dette forårstegn, især i træktiden, hvor Vadehavet besøges af mange viber, der skal videre nord på. I løbet af foråret tynder det ud i fuglene, så kun de stedlige ynglefugle er tilbage. Dem skal man ønske held og lykke, for bestanden er nærmest i frit fald på landsplan, og det kræver en større ynglesucces for vibeparrene, der bliver ældre og ældre, hvis det ikke pludselig skal gå endnu stærkere.

 

Modsat viberne klarer bramgæssene sig godt. Bestanden er som bekendt bare vokset og vokset i Arktis og Skandinavien, og i dag ser vi Bramgæs overalt i Vadehavet. Nedenfor en skitse fra Sneum Engsø.

Det endelige tryk af strandskaderne fra Hønen

Mit linotryk i fire farver af strandskader til højvandsrast på Fanøs sydspids, Hønen,  som er omtalt i tidligere indlæg på bloggen, er færdigt. Jeg har fået indrammet et af de syv nummererede eksemplarer.



Processen med flerfarvetryk er lang og ret besværlig. Ideen til billedet opstod med en oplevelse under en af de første vinterstorme, hvor strandskaderne stod tæt samlet på den begrænsede plads på stranden, da mange højvandsrastepladser var overskyllede. Den lave sol resulterede i et effektfuldt højlys på fuglene og henlagde de meste af strandskadernes kroppe i skygge. Et billede på vinter i Vadehavet.

Dage med store rovfugle

Efteråret viste sig fra sin gavmilde side, da Fanø blev begunstiget med op til ni havørne på et tidspunkt i oktober, helt uhørt for bare ti-tyve år siden, da ingen helt turde håbe på, at genindvandringen til Danmark fik så meget medvind, at yngleparrene i dag skulle tælle over 50 på landsplan. Havørnen yngler ikke på Fanø, men enkelte af efterårets ørne er blevet i området, og i dag fik jeg mulighed for at iagttage en af dem æde sig igennem en død sæl. På lang afstand, og uden teleskopets 50 gange forstørrelse havde jeg dårligt kunne genkende den. Men en stor fugl, der tydeligvis bakser rundt med et eller andet langt ude på vaden øst for Keldsand, kan selv igennem håndkikkerten med god ret bestemmes til en ørn. Teleskopet bekræftede mistanken, og jeg kunne gennem en halv time skitse den tunge rovfugl stå oven på kadaveret, mens en svartbag så misundeligt til på behørig afstand og først vovede sig hen til ådslet, da ørnen trådte ned og lidt til side.

Havørne fra skitsebogen, 16. januar, 2016, Keldsand, Sønderho

En anden, og nu om dage langt mere sjælden gæst i Vadehavet, var jagtfalken, der holdt til ved Kalvekrog nord for Sønderho i ugevis i november. Vi har kunnet se falken på ret nært hold og se, hvordan den reagerede på andre rovfugle. F.eks. på duehøgen, der ellers har ry for at være en af luftens hårdeste hunde. Men både denne og de stedlige vandrefalke blev smidt på porten, når det kom til territoriale skærmydsler.


Lino af strandskader II / Lino print of oystercatchers

Det første tilfredsstillende "endelige" tryk th.

Mit linoleums-projekt med strandskaderne fra Fanøs sydspids er gået ind i sin sidste fase.

Først nu, med trykningen af den sidste og afgørende sorte farve kan jeg se, om ideen holder. Meget tid er brugt, men man kan aldrig vide. Grafik udviser ingen nåde...det er bl.a. derfor, det er spændende. Man skal kunne leve med uvisheden og materialets egen vilje...og prøve at forstå sidstnævnte.

Strandskadernes sorte fjerdragt danner naturligvis det meste af billedets (og fuglenes) krop, men inden da er hvide, to gange blå og røde felter trykt over hinanden. Hver eneste trykgang kræver rengøring, ny farvelægning og dyb koncentration (og frustrerende udbrud) ved pressen. Ikke at forglemme bearbejdning af pladen mellem de forskellige farver.





Eksempler på 2. og 3. trykgang. Med valsningen af den røde farve
tager fuglene pludselig form. 



Første eksemplar af det endelige motiv blev ikke tilfredsstillende, da den sorte farve ikke dækkede de underliggende farver som tiltænkt. Inden 2. eksemplar gik i trykken, justerede jeg derfor pressen, så der kom mere vægt på. Pladen har efterhånden fået snittet næsten hele sin overflade væk, så egentlig var det ikke overraskende, at trykket blev svagere. Hefter blev resultatet meget bedre. Nu mangler jeg blot de sidste seks eks.

Pladen inden valsning af den røde farve.

En mørk blå er trykt som en dyb skygge under strandskaderne.

Over the last weeks I have been working on an idea for a bigger lino print.

In the beginning of december I watched a group of oystercathers roosting at high tide along the beach at the most southern point of island Fanø. The wind was strong and the tide quite high. In such situations the space at the high tide roosting sites are limmited, and the birds stand close.

Oystercatchers form a beautiful pattern of black, white and red when they gather like this, and it often inspires me. The lines are strong and the colours very clear. If the sun light falls hard from the back or side it can also create a powerful motiv very suitable for a printing technique.

Many thing can go wrong or take another direction from the sketch and the beginning to the final print. I do not do a lot of lino printing with more colours, but in the winter months there is time for experiencing and learning.

This and the previous post shows my journey from the preparations to the first succesful print of an edition of - hopefully - 5 or 6 pieces.

Lino-tryk af strandskader

Nederst et testtryk af en enkelt fugl, blot for at se hvordan farverne spiller sammen, og hvor meget i detaljen, jeg kan gå.

Når kalenderen siger vinter, og der ikke er helt så mange fugle i Vadehavet, er der bedre ro til at kaste sig over lidt større projekter, der kræver mere tid i atalieret. Skitsebøgerne kigges igennem efter motiver, der kunne gøres et eller andet ved og f.eks. tage form af en radering eller et linoleumstryk.

Sidstnævnte teknik arbejder jeg ikke ofte i, men er alligevel efterhånden blevet fortrolig med de fleste faldgrupper. Især ved flerfarvede tryk kræver arbejdet, at man er grundig og hele tiden ved, hvad man gør.

Jeg har arbejdet med en ide om en grupper strandskader til højvandsrast, som jeg iagttog tidligere i december helt ude på Hønen, Fanøs sydspids. Vinden var hårdt, vandstanden høj, og derfor var pladsen trang. Når strandskader står tæt på denne måde, måske i tusindvis, danner de tilsammen et mønster af sort, hvidt og rødt. Er der, som på denne dag, sol på fuglene giver skyggerne og højlyset en ekstra effekt. Strandskaderne på Hønen stod i modlys med en skarp vintersol ind over ryggene og de sorte halse.

Bearbejdede skitser og udklippede forme inden overføring på pladen.

Efter noget skitsearbejde og et prøvetryk i et lille format af en enkelt fugl, er jeg nu i gang med at trykke den første farve. Det er således kun de hvide felter på motivet, der kan ses. Efterfølgende skal der arbejdes videre med pladen, så jeg kan trykke den næste farve: næb og ben skal være røde. Til sidst og efter endnu en bearbejdning trykes den sorte farve, og det er først her, motivet rigtigt viser sig.

I første omgang har det vigtigste været at få et jævnt 1.tryk med baggrundfarven. Det er ikke sikkert, at alle eksemplarer ender med at være gode. Der er meget, der kan gå galt. Men en serie på fem eksemplarer ville være fint.

Stor tornskade ved Bjerges Leje

Tornskader samler forråd og spidder deres bytte på torne. Insekter eller sågar små gnavere. Den store tornskade forekommer på Fanø i vinterhalvåret, hvor den med mellemrum kan ses trone over klitheden fra toppen af en fyrrebusk eller andet, der rager op i landskabet og giver overblik.

Den er ikke talrig, men jeg ser som regel nogle stykker i løbet af oktober, hvor tonskaderne ligesom så mange andre arter trækker over øen. På en tur på vej ind bag Havside Bjerge ved Sønderho stødte jeg på denne fugl, der ignorerede mig helt og jagede aktivt langs vejen i ti minutters tid. Nok til at jeg kunne nå at skitse den fra forskellige vinkler. Tornskader ser selvsikre og lidt barske ud med deres sorte maske og muskuløse bygning. Der gør dem til gode motiver.

The shrikes put their pray on long thornes for another day, when weather og conditions make it difficult to hunt. Insects or even small mammals are on the menu. The great grey shrike appears on Fanø as a winters visitor and is typically seen sitting proud in the top of a bush in the open dune landscape. It is not that common, but I can expect to see a few individuals in october, when this and many other spiecies migrate over the island.

On my way through the impressive dunes Havside Bjerge near the village of Sønderho I spotted this shrike, which totally ignored me while hunting actively for ten minutes. Just enough for me to be able to sketch the bird from different ancles. Great grey shrikes are giving impression of being selfconfident and are looking kind of tough with their black mask. Characters which make them interesting as motives.