|
Fjeldvåge på himmelen over Rindby Strand, hvor der de senere år er dannet en række nye klitter og strandenge.
De er fulde af liv, og fjeldvågerne finder tilsyneladende godt med smågnavere her ude. Fjeldvågerne er ellers blevet mere fåtallige om vinteren herhjemme. De kommer fra Nordskandinavien.
|
Stranden på Fanø synes større om vinteren. Måske både fordi her er færre mennesker og fordi vind og regn rammer uden nåde, når man færdes herude på denne årstid. Fuglene er også færre. Men så længe vejret er mildt, står der altid forsamlinger af måger og strandskader i vandkanten.
Spændingen ved at kigge sølvmågeflokkene igennem for sjældnere arter, kender de fleste fuglefolk.
Denne særlige disciplin i ornitologien kræver, at man har set tilstrækkelig mange varianter af den almindelige sølvmåge, inden øjet fanger de små kendetegn, der afslører de genetisk nærtstående, men meget mere fåtallige Middelhavssølvmåge eller Kaspisk Måge. Og man har aldrig set det hele. Der er altid en måge, der stikker lidt ud fra mængden, og som får en rundt på gulvet. Og så gælder det om at finde ud af, om vi har at gøre med den ene eller anden. Tjekke benfarven, kropsbygningen, næbbet, øjenfarven, vingespidsen, profilen....you name it. Det er fuglekiggere for feinschmeckere. Man spiller enorm meget tid på at sølvmåger, der synes at have nogle enkelte træk af noget andet. Mens man sikkert ofte overser en anden fugl i samme flok, der skjuler sg i mængden. Men nørderiet skærper ens iagttagelsesevne, og det er´altid sjovt at finde nålen i høstakken. Som tegner tvinges man til at notere sig både helhedsindtrykket og måske endda detaljerne hos den enkelte fugl. Det er medvirkende til at opbygge en fortrolighed med arterne på en måde, der er svær at læse sig til. Og selvom man blot vil tegne de almindelige sølvmåger og lægge trangen til eftersøgningen af de mere sjældne typer fra sig, slår det én, hvor meget mågerne varierer individuelt. Der er uhyre meget udtryk i hver enkelt måge, og de er derfor et yndet vintermotiv.
|
Strandskaderne gør ofte mågerne selskab i vandkanten. Vinteren er en udfordring for fugle som dem. Modsat mågerne er
de ikke altædende. Men må satse på, at vadefladerne forbliver frostfrie, så orme og muslinger kan findes. Men dem er der færre af om vinteren. Så der bruges ikke unødige kræfter, og ofte ser man strandskaderne med hovedet under vingen. |
|
Stor tornskade er et syn man glædes over ude over heden, der ellers er ret fugletom
om vinteren. Både på Østerhede og i Skifterne har jeg oplevet tornskaderne i efteråret
og vinterens første halvdel. |
|
Store Regnspover bliver til en vis grad i Vadehavet om vinteren. Jeg hører dem næsten hver nat fra huset i Nordby, når de kalder ude fra Søjorden tæt ved. Det er en vadefugl, der gerne går på land og fouragerer på enge og marker. Disse er fanget langs Klingebjergvej ved Rindby. Billedet er udført hastigt og med blæk i tre toner. |
|
Studiet af en vandrefalk på Hønen ved Sønderho er udført i november 2016, men først farvelagt forleden. Og foræret til Niels Peter Andreasen på Møn, som har samlet hans egen fornemme udstilling af falkebilleder fra kunstnere over hele Europa. Jeg så samlingen forleden. Det er en smuk, smuk samling af vandrefalke i vidt forskellige tolkninger og streger. |
|
Endnu et landskab fra Galgerev, Sønderho. Jeg skitsede en flok måger på vaden, som jeg er ved at færdiggøre her hjemme ved bordet. Men fik så lyst til at se "det store billede", og sluttede seancen af med et hurtigt studie af "vandskabet". Som så ofte før begyndte det at dryppe fra oven, inden jeg var færdig. |