onsdag den 30. december 2015

Lino-tryk af strandskader

Nederst et testtryk af en enkelt fugl, blot for at se hvordan farverne spiller sammen, og hvor meget i detaljen, jeg kan gå.


Når kalenderen siger vinter, og der ikke er helt så mange fugle i Vadehavet, er der bedre ro til at kaste sig over lidt større projekter, der kræver mere tid i atalieret. Skitsebøgerne kigges igennem efter motiver, der kunne gøres et eller andet ved og f.eks. tage form af en radering eller et linoleumstryk.

Sidstnævnte teknik arbejder jeg ikke ofte i, men er alligevel efterhånden blevet fortrolig med de fleste faldgrupper. Især ved flerfarvede tryk kræver arbejdet, at man er grundig og hele tiden ved, hvad man gør.

Jeg har arbejdet med en ide om en grupper strandskader til højvandsrast, som jeg iagttog tidligere i december helt ude på Hønen, Fanøs sydspids. Vinden var hårdt, vandstanden høj, og derfor var pladsen trang. Når strandskader står tæt på denne måde, måske i tusindvis, danner de tilsammen et mønster af sort, hvidt og rødt. Er der, som på denne dag, sol på fuglene giver skyggerne og højlyset en ekstra effekt. Strandskaderne på Hønen stod i modlys med en skarp vintersol ind over ryggene og de sorte halse.

Bearbejdede skitser og udklippede forme inden overføring på pladen.


Efter noget skitsearbejde og et prøvetryk i et lille format af en enkelt fugl, er jeg nu i gang med at trykke den første farve. Det er således kun de hvide felter på motivet, der kan ses. Efterfølgende skal der arbejdes videre med pladen, så jeg kan trykke den næste farve: næb og ben skal være røde. Til sidst og efter endnu en bearbejdning trykes den sorte farve, og det er først her, motivet rigtigt viser sig.

I første omgang har det vigtigste været at få et jævnt 1.tryk med baggrundfarven. Det er ikke sikkert, at alle eksemplarer ender med at være gode. Der er meget, der kan gå galt. Men en serie på fem eksemplarer ville være fint.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar