torsdag den 21. februar 2019

Vinter & Vadehav # X


Vibernes entré over engene langs Klingebjergvej på Fanø er et af de mest
ventede forårstegn. Over er måske så meget sagt, for den første tid står
viberne ret inaktive engene, men inden længe vil de boltre sig i luften og
i dén grad gøre opmærksomme på sig selv med sort/hvide brede vinger, der
fungerer som et signalflag til artsfælder.



Fra havnefronten i Nordby kan man opleve spættede sæler på meget nært hold. Vaden og sandbanken ud for byen bærer
det sigende navn "Søjorden". I sejlskibene tid blev den højest liggende del af sandet brugt som "fattigmandsbedding", og i
dag lægges Vadehavets eneste sejlende evert "Rebekka" nogle gange stadig op på banken, når der skal foretages malearbejde
eller lignende. Men ellers er Søjorden fast tilholdsplads for op til 10-15 sæler. De flankeres ofte af vadefugle og måger. Forleden gjorde en flok rødben sælerne selskab.

Et opslag i skitsebogen. Den gamle, ganske lille skolebygning i Toftum på Rømø. På fastlandssiden gjorde jeg holdt ved Astrup Klæggrav, hvor lærkerne sang forsigtigt trods småregn. I klæggraven kan man næsten med garanti se en sølvhejre.
Ud over  hvinænder, pibeænder og gråænder, lå her også en enkelt lille skallesluger med den karakteristiske brune maske og den hvide kind. 

Rødben og spætsæl på Søjorden, Nordby.

Gammeltoft Bjerge, nord for Sønderho. Ringduer i forårshumør. Kan høre grågæs rundt omkring fra terrænet omkring mig.
Endnu et tegn på overgangen mellem vinter og forår.

Skitseark af stenvendere og snespurve på stranden, Fanø. Mit øje fanger der ud over altid de små løb, hvor vandet fra de våde klitlavninger trænger ud mod havet. Selv når de er periodisk udtørrede, kan man let se sporet.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar