Vinter & Vadehav # V

Udsigten fra Nordby Havn,
kort efter solopgang.

Den første vintermåned er snart gået, men kulden lader vente på sig. 7 plusgrader, dis og tåge. Grøn vinter kalder man det, og der er da også masser af grønt i landskabet. Men ellers er paletten mest præget af jordfarver i alskens toner og nuancer. Jeg holder meget af den milde vinters farver i Vadehavet. Selv på tågede og grå dage. Men farven tørrer uhyre langsomt på papiret der ude.

Renderne nord for Sønderho er et sted jeg vender tilbage til flere gange i løbet af året. Det er tyst ude over vidderne. Kun storspoverne høres.

På vestsiden af Sønderho Strandsø dannedes
et spændende lavvandet område som en følge
af vandstandshævningen for få år siden.
De fugtige klitlavninger er karakteristiske for Fanø og
indeholder er rigt dyre- og planteliv.

Havørne i blæk. Nørresø ved Ubjerg, Tøndermarsken.

En af de sidste dage i december. Vi er omkring
solhverv, fra nu af bliver dagene langsomt længere..
Halen på Fanøs østkyst har en særlig stemning
over sig. På en uforklarlig måde anderledes end de nøgne,  mere barske klitheder mod vest.
Halens landskab er det ældste stykke Fanø. Resten
af øen er vokset ud herfra.

Juledagene har samtidig stået i eftertænksomhedens tegn. Jeg har i 4 år haft glæden af at kende  Greg Poole, hvis ord og filosofi om kunst i naturen har haft en uvurderlig betydning for mit virke. Dertil kom et mildt, ærligt og nærværende væsen hos en mand, jeg vil savne meget.

Gregs krop gav op d. 28.12., et par uger efter en blodprop. Som aktiv i The Society of Wildlife Artists var han en stor inspirator for mange, og det er tankevækkende, hvor mange kunstnere indenfor genren han har rørt, vejledt og skubbet kærligt til. Jeg er overbevist om, at jeg vil tænke på ham, nærmest hver gang, jeg sætter pensel på papiret i årene, der kommer.

Greg Poole, Dunbar Castle, juni 2018

Vinter & Vadehav #IV

Billederne har levet deres egne liv i den forgange uge. Uagtet mine intentioner,

 ville de udvikle sig temmelig ekspressivt. Måske også et resultat af det ustadige

 vejr og de hastige skift i lys i skygge.  Som her på Fanøs sydspids en sen

 eftermiddag. Farverne ændredes lynhurtigt med den nedgående sol.

 Vaden fremstår meget mørk under sådanne forhold. Den vintervisne hjelme

 stod som et varmt flammehav over de nydanne klitter.

 Arbejdede så hurtigt, jeg kunne.

En af mine gamle lærermestre ud i fugle- og naturkunsten, Niels Peter Andreasen fra Møn, har besøgt mig på Fanø. Niels Peters virke er i høj grad forbundet med vandrefalken, som han fulgte og bevogtede tæt, da landets sidste par i 1970´erne ynglede på Møns Klint. Insekt- og sprøjtegifte, der ophobede sig i fødekæden havde på det tidspunkt reduceret rovfuglebestandene i hele den vestlige verden. Sammen med beskydning, efterstræbelse og ægtyveri betød det den rene udryddelse af flere arter i store dele af Europa.

Først med udfasningen af de mest skadelige (!) insektgifte og fredning af rovfuglene, begyndte det i 1990´erne at gå frem igen. Og da de første falke vendte tilbage til Møn og Danmark efter en generations tid, var Niels Peter klar til at følge dem igen. Og ligesom i 70´erne har han tegnet, malet og skrevet om dem lige siden. Jeg ejer selvfølgelog både hans tidlige bog fra omkring det år, hvor jeg blev født og det store (livs)bogværk om falkene og de mange rejser, der udkom for 4-5 år siden. Begge er bøger, som får enhver til at føle en dyb respekt for falke, rovfugle og naturen som sådan. Og Selvfølgelig var vi ude at finde en Fanø-vandrefalk. Men  der har også været tid til gode samtaler om teknikker, malemåder og inspiration.

Niels Peter lægger sidste hånd på et billede fra Hønen.

Sneum Ås udløb i Vadehavet. Jeg har tidligere, da jeg boede på fastlandet, tilbragt utallige dage og timer ved Sneum Sluse og klæggravene bag diget. At nyde udsigten mod syd fra forlandet er derfor lidt som at komme hjem.

Vandrefalk pudser sig. Skideneng, tæt ved Nordby, huser altid en

falk på denne årstid. Akvarel- og kulskitse.

Høneengen, Sønderho.

Vaden ud for Hønen, Sønderho. Med de gamle pæle fra tidligere kystbeskyttelesforsøg.

Selvom kysten her aktuelt rykker lidt tilbage, modtager landskabet omkring øens sydspids

årligt langt mere sand fra havet, end det mister.

I løbet af de tre kommende vintermåneder vil jeg prøve at skildre den kolde årstid i Vadehavet med pensel, papir og lidt ord om landskaberne, fuglene og om tankerne bag de enkelte billeder.

Løbende præsenteres skitser og akvareller her på siden. Når foråret banker på, arrangeres en endagsudstilling med værkerne, hvor også en lille bog i et lille eksklusivt oplag på hundrede eksemplarer vil udkomme.

Vinter & Vadehav #III

Hamburger Hallig. En kold dag i de tyske Vadehav

Den første december- og vinteruge er gået. Mildt, blæsende og med dramatiske skyer på himmelen. Men også dage med heldagsregn og tåge.
Besøgte det nordtyske Vadehav på en solrig dag, hvor vinden dog viste sig at være en udfordring. Billedet herover malede jeg på diget ved Hamburger Hallig, omgivet af alt for meget fårelort, som det er typisk for digernes landskab. Man må ikke være sart. Akvarelpapiret blev, da billedet næsten var færdigt og farven stadig våd, revet ud af sine klemmer og fløj hen ad diget. Fik det fanget, inden det fløj helt væk. Himmelen over det store landskab var fyldt med bramgæs, og en havørn fik på et tidspunkt samtlige gås på halvøen på vingerne. En flok bjerglærker fløj frem og tilbage nedenfor mig ved digefoden, mens jeg kunne iagttage vandet stige hurtigt i kanaler og render og ind over marskengene. Vinden pressede på, og selvom jeg gerne ville se, hvor meget af terrænet, der ville blive oversvømmet, måtte jeg videre.

Lidt mod syd ligger den imponerende Beltringharder Koog, en ung kog, meget lig vores egen Margrethekog. Et inddiget område, der er indrettet med digesikkerhed for øje, men med vand og derfor masser af fugle. Denne dag fangede især over 20 sølvhejrer mine øjne. Blandt ænderne i vandet omkring de hvide hejrer dukkede adskillige små skalleslugere op. De er også hvide, men med sorte skarpe tegninger omkring øjne, i nakken og hen ad siden. De er enormt smukke. Ideen til et billede af de hvide fugle sammen var født, men at male dem i sort blæk synes måske pudsigt. Ikke desto mindre kunne hele scenens stemning med skarpt sollys og tydelige skygger bedst indfanges med nogle hastige og brede penselsstrøg med blæk i forskellige toner. De kolde fingre duede alligevel ikke til detaljearbejde.

Sølvhejrer & små skalleslugere. Beltringharder Koog.

Grønbenet rørhøne i kanalen nedenfor det store pumpehus ved
Lægan. De nøgne træer omkring pumpehuset spejlede sig i
vandet, der blev farvet gyldent af dagens sidste lys.
Og rørhønen sejlede på tværs af det hele.

Da vinter er lig med korte dage, hvor lyset slukker ud på eftermiddagen, tilbringer jeg som regel mere tid i atalieret. Jeg henter stadig inspirationen og ideerne gennem de udendørs oplevelser, og feltskitser danner altid grundlaget for de færdige billeder, som så kan gro ud af andre teknikker, der faktisk kræver indendørs faciliteter. Såsom radering eller anden form for grafik.

Ørnene nedenfor oplevede jeg gennem håndkikkerten fra bilen i en kort stund ved Ballum Enge. De imponerende store fugle baksede rundt på jorden sammen, inden de fløj ind over gårdene på gestkanten på randen af marsken. Jeg fik kun lavet et par hurtige skitser af fuglene, men motivet havde en form for potentiale. Koldnålsraderingen lægger ikke op til detaljeret arbejde, men man kan med fordel tænke i kontraster og en vis forenkling. Jeg vil arbejde lidt videre med raderingen, men dette er det 2. prøvetryk.



Havørne ved Ballum. Koldnålsradering. Prøvetryk.