Vinter & Vadehav #I

 



I løbet af de tre kommende vintermåneder vil jeg prøve at skildre den kolde årstid i Vadehavet med pensel, papir og lidt ord om landskaberne, fuglene og om tankerne bag de enkelte billeder.

Løbende præsenteres skitser og akvareller her på siden. Når foråret banker på, arrangeres en endagsudstilling med værkerne, hvor også en lille bog i et lille eksklusivt oplag på hundrede eksemplarer vil udkomme.

 

God læselyst!

 

I de kommende måneder er det en udfordring at male under åben himmel.

For det første er dagene korte og lyset knapt. Vinden er hård, og lavtrykkene med regn fra vest står i kø. Hvis det da ikke bliver rigtig vinter med bidende østenvind, frost og ekstreme lavvander. Men der er dramaer at opleve derude. Himlen og dens skyer er levende, og man skal være hurtig, hvis man vil prøve at fastholde en bygesky, der driver over eller opløses, mens solen pludselig brager igennem og kortvarigt kaster farve ud over et landskab, der for få øjeblikke siden fremstod uden nuancer. Tåge, dis, storm og kulde er alt sammen med til at forme billederne, og man oplever det hele meget intenst, når man prøver maler ude på stedet. Akvarellen ovenfor er lavet på Sønderho Strand med udsigt over Galgerev. Bygeskyen til venstre i billedet spolerede næsten mit første forsøg, da den nåede at sende lidt vel rigeligt med vand ned over papiret, inden jeg fik det dækket af. Men så kom solen igennem igen, og jeg gik i gang med nyt stykke papir. Lettere stresset af den næste byge, som jeg kunne se var på vej ude fra nordvest. Vinden var vældig hård, og jeg havde måtte hente både min bøtte med små farvetuber og låget til en plastikbeholder længere oppe ad stranden. Hvis papiret ikke er spændt godt op med klemmer kan det i sådan en situation sagtens være fløjet væk, når man kommer tilbage med de første bortfløjne genstande. Det er dér, jeg skal gøre mig umage for at huske på, hvorfor det er sjovt.

Udsigten fra Hjerpsted med Sild, tidlig morgen d. 21.11.18. En havørn flyver ind

fra vaden, hvor øen Jordsand engang lå.

Øen Jordsand er en saga blot. I løbet af 1990´erne åd havet de sidste rester af det tidligere vidtstrakte og endda beboede landskab mellem Sild og Hjerpsted Bakkeø på fastlandet. Bakkeøerne er høje nok til, at man her ikke behøver de diger, der ellers spærrer udsynet fra marsken ud mod Vadehavet. Bevidstheden om Jordsands eksistens og skæbne og naturens kræfter her gør mig altid ydmyg. Det er Vadehavet i sin mest dynamiske form. Øer kommer og går. Langs vejen ligger 10 gravhøje tæt ved hinanden, og jeg kan ikke lade være med at forestille mig, hvilket landskab menneskene i oldtiden har kigget ud over her. Havørnen, der flyver over mig, har med stor sandsynlighed været en del af billedet også dengang.

Studier af bjerglærker på stranden ved Hønen, Sønderho. 6.11.18
 

De første bjerglærker ankommer hen i september, men især omkring efterårsferien rykker de ind på Vadehavets strande og forlande i større stil. Man overser dem nemt. Selv med deres lysene gule hoveder skal man gøre sig umage for at spotte dem på jorden...eller som her på sandet, hvor de fouragerer i opskyl og mellem visnede planter oppe omkring klitfoden. De lader sig tilmed nemt skræmme, så man skal gå forsigtigt frem. Hønestranden på Fanøs sydspids er et næsten sikkert sted at finde bjerglærkerne, når oktober bliver til november. Men de kan hurtigt være væk igen, og der er ingen garanti for, at der kommer ret mange forbi i løbet af vinteren. I begyndelsen af måneden gik jeg derfor målrettet efter at skitse lærkerne på en grå eftermiddag. Stranden omkring Hønen er blevet et ensomt sted på denne årstid. Det er et populært sted at gå tur, men nu er her stille, bortset fra regnspovernes sørgmodige stemmer ude fra Sdr. Keldsand.