Vinter & Vadehav #XI

Vinter & Vadehav # X

Vibernes entré over engene langs Klingebjergvej på Fanø er et af de mest

ventede forårstegn. Over er måske så meget sagt, for den første tid står

viberne ret inaktive på engene, men inden længe vil de boltre sig i luften og

i dén grad gøre opmærksomme på sig selv med sort/hvide brede vinger, der

fungerer som et signalflag til artsfælder.

Fra havnefronten i Nordby kan man opleve spættede sæler på meget nært hold. Vaden og sandbanken ud for byen bærer

det sigende navn "Søjorden". I sejlskibene tid blev den højest liggende del af sandet brugt som "fattigmandsbedding", og i

dag lægges Vadehavets eneste sejlende evert "Rebekka" nogle gange stadig op på banken, når der skal foretages malearbejde

eller lignende. Men ellers er Søjorden fast tilholdsplads for op til 10-15 sæler. De flankeres ofte af vadefugle og måger. Forleden gjorde en flok rødben sælerne selskab.

Et opslag i skitsebogen. Den gamle, ganske lille skolebygning i Toftum på Rømø. På fastlandssiden gjorde jeg holdt ved Astrup Klæggrav, hvor lærkerne sang forsigtigt trods småregn. I klæggraven kan man næsten med garanti se en sølvhejre.

Ud over  hvinænder, pibeænder og gråænder, lå her også en enkelt lille skallesluger med den karakteristiske brune maske og den hvide kind. 

Rødben og spætsæl på Søjorden, Nordby.

Gammeltoft Bjerge, nord for Sønderho. Ringduer i forårshumør. Kan høre grågæs rundt omkring fra terrænet omkring mig.

Endnu et tegn på overgangen mellem vinter og forår.

Skitseark af stenvendere og snespurve på stranden, Fanø. Mit øje fanger der ud over altid de små løb, hvor vandet fra de våde klitlavninger trænger ud mod havet. Selv når de er periodisk udtørrede, kan man let se sporet.

Vinter og Vadehav # IX

Bygevejr over Fuglsand, Trinden, Lundvig Løb og Pendersand...der er sat

mange navne på landskabet ud for Sønderho. Smukke navne.

 

Fra diget ved Kalvekrog, Sønderho, med udsigt over Keldsand. Et blødt lys faldt ind

over landskabet og gav den visne bevoksning et varmt og gyldent skær. Skyerne

ændredes hastigt.

Jeg er kørt forbi dette sted dagligt i mange, mange år. Fra vejen gennem klitplantagen

kan man flere steder se ned gennem lysninger og fugtige hedepartier. Et sted har især

tiltrukket min opmærksomhed. Især om eftermiddag eller om aftenen, hvor nogle

markante træer i randen af lysningen står tydeligt mod den lyse himmel. Græsset,

der er ved at udkonkurrere lyngen, giver en varm kontrast til skyggerne og de

mørke konturer af træer. Da jeg tog mig sammen forleden og tog livtag med stedet,

viste det sig, at der stod masser af klokkelyng på arealet. Den begunstiges af fugtighed,

og det var også vådere end ventet. Så jeg måtte prøve at holde mig på tuerne.

Fugtigheden kan til en vis grad holde græsset væk, så variationen i plantelivet bevares.

Jeg fandt en lille højtliggende plet midt i lysningen, hvor jeg kunne brede mit grej ud.

Undervejs med motivet.

 

Musvågestudier i blæk. Vågerne sidder mange steder i Ribemarsken om vinteren.

De flytter sig ikke, når man kører forbi, men gør man holdt, letter de ofte, så man

skal holde afstand, hvis man vil sudere dem nærmere.  

Besluttede mig for at skitse musvågerne, jeg så på vejen op langs diget.

På en mark udenfor Højer kom jeg forbi en flok sang- og pibesvaner.

Det levende hegn i baggrunden gav et dramatisk indtryk op mod vinterhimmelen.

De lodrette linjer i marken frem mod hegnet gav en visuel ligevægt i et landskab, der

eller ofte er bygget op af horisontale linjer. Midt i det hele ragede svanerne

så op i al deres pragt.

I løbet af de tre vintermåneder vil jeg prøve at skildre den kolde årstid i Vadehavet med pensel, papir og lidt ord om landskaberne, fuglene og om tankerne bag de enkelte billeder.

Løbende præsenteres skitser og akvareller her på siden. Når foråret banker på, arrangeres en endagsudstilling med værkerne, hvor også en lille bog i et lille eksklusivt oplag på hundrede eksemplarer vil udkomme.

 

Vinter & Vadehav # VIII

Hønens spids under hård kuling. Sydspidsen på Fanø er et spændende sted at

opleve Vadehavets store entreprenør, stormfloden. Når havet skyller ind over de

lavtliggende strandenge og klittoppe, får man her et godt indtryk af områdets

DNA. Uden oversvømmelserne ville dette landskab ikke vokse. Det er

umiddelbart et paradoks. Men vandet fragter sand, slik og organisk materiale

ind overlandskabet, hvis hårdføre planter tilbageholder meget af det. Derved

vokser terrænet i højden. Jeg har forsøgt at tegne eller i det mindste skitse Hønen

under storm i mange år. Under udførelsen af denne akvarel slog det mig, at min

grænse for under hvilke forhold jeg føler mig i stand til at male under, faktisk

har rykket sig ikke så lidt. Det har været målet af afprøve den grænse i nogle år, og

en vigtig del af ideen med Vinter & Vadehav.

Selv de mest ydmyge træer kan udgøre et motiv eller en del af det. Syd for

Pælebjerg på Fanø har en bevoksning med glansbladet hæg bredt sig mellem

de spredte birketræer. Hæg er ikke hjemmehørende i Danmark og kan ændre

grundlæggende på økosystemet i f.eks. klitterne, hvis de breder sig. Naturstyrelsen

har derfor sat geder til at æde sig igennem buskene, der efterhånden er

bidt godt ned. Klitterne lå i skygge her på den solrige eftermiddag. Solens stråler

ramte forgrunden, hvis våde grene reflekterede lyset smukt.

Frosten gør det til en udfordring at male. Både fordi fingrene bliver følelsesløse og især fordi, vandet og farven fryser.

Skitsede hurtigt udsigten over Vidåen mod Bjerremark, den store marskgård på kanten af Ubjerg. 

Med kul og hastige penselstrøg. 

Storspover ved Rømødæmningen.

Havørne på diget ved Nørresø. Malet i frost. Det endelige billede her er resultatet, efter at den frosne akvarelfarve på papiret tøede op i bilen på vej hjem og arbejdede videre med mit motiv. Vejret og omstændighederne omkring feltarbejdet spiller meget aktivt med.

Detalje fra ørnemotivet. Både frosten og den optøede og siden tørrede farve har sat smukke strukturer, man aldrig kunne skabe ved tegnebordet.

Motivet, som det tog sig ud på diget i frossen tilstand.

Zoomer man helt ind på diget i baggrunden, kan man ane to små pletter mellem de to små

bebyggelser til højre i horisonten.

Billedet snyder en smule. Der er ikke så langt ud til ørnene, som det

ser ud til og med teleskopets 50 gange forstørrelse, var det en god ørneoplevelse. Men Nørresø

er bare fantastisk og nærmest sikker, når det gælder havørne.

 

I løbet af de tre vintermåneder vil jeg prøve at skildre den kolde årstid i Vadehavet med pensel, papir og lidt ord om landskaberne, fuglene og om tankerne bag de enkelte billeder.

Løbende præsenteres skitser og akvareller her på siden. Når foråret banker på, arrangeres en endagsudstilling med værkerne, hvor også en lille bog i et lille eksklusivt oplag på hundrede eksemplarer vil udkomme.

Vinter & Vadehav # VII





Øster Hede, Fanø.

Jeg har arbejdet lidt med oliepastel de seneste uger. Der er saft og kraft i

farven, der er fed on intens. Det er lidt som at tegne med læbestift.

Detaljerne må vige, men man kan hurtigt gøre rede for landskabets

konturer, lys og stemning.

 

 

 



Sølv- og stormmåger på vaden, Galgerev v. Sønderho. Akvarellen er lavet hjemme i atalieret

på grundlag af feltskitser. Mågerne er udfordrende at male i forskellige belysninger. Lys og skygge

kan er kendes let på den hvide fjerdragt, og ryggens/vingens grå eller gråblå toner varierer meget

alt efter forholdene. Alt sammen er det med til at skabe der tredimensionale væsen, en fugl er,

og som, når det går godt, også er det på papiret.

 

 



Musvåge over heden ved Sønderho Gl. Fuglekøje. Overskyet det meste af dagen,

men vejrudsigten holdt stik, og sidst på eftermiddagen brød solen igennem ude

mod vest. Forfulgte en ide om at male landskabet fra øens østkyst, netop mod

den nedadgående sol. Tak til DMI for at gøre planlægningen mulig.                       

Stor tornskade fra Øster Hede, pastel.

Råhede Vade v. Rejsby. Pastel. Mens jeg nød landskabets mange nuancer

fløj både en silkehejre og kort efter en sølvhejre op fra de dybe priler.

De kridhvide hejrer tilfører Vadehavets terræn noget eksotisk. Eller sådan

var det engang for 20 år siden, da den slags arter var noget, vi kun så på 

sommerferien i Middelhavet. Men i dag har de bredt sig mod nordvest, og de

kræver slet ikke varme, men bliver her om vinteren, så længe den er mild.
 

I løbet af de tre vintermåneder vil jeg prøve at skildre den kolde årstid i Vadehavet med pensel, papir og lidt ord om landskaberne, fuglene og om tankerne bag de enkelte billeder.

Løbende præsenteres skitser og akvareller her på siden. Når foråret banker på, arrangeres en endagsudstilling med værkerne, hvor også en lille bog i et lille eksklusivt oplag på hundrede eksemplarer vil udkomme.

Vinter & Vadehav #VI

Fjeldvåge på himmelen over Rindby Strand, hvor der de senere år er dannet en række nye klitter og strandenge.

De er fulde af liv, og fjeldvågerne finder tilsyneladende godt med smågnavere her ude. Fjeldvågerne er ellers blevet mere fåtallige om vinteren herhjemme. De kommer fra Nordskandinavien.

Stranden på Fanø synes større om vinteren. Måske både fordi her er færre mennesker og fordi vind og regn rammer uden nåde, når man færdes herude på denne årstid. Fuglene er også færre. Men så længe vejret er mildt, står der altid forsamlinger af måger og strandskader i vandkanten.
Spændingen ved at kigge sølvmågeflokkene igennem for sjældnere arter, kender de fleste fuglefolk.

Denne særlige disciplin i ornitologien kræver, at man har set tilstrækkelig mange varianter af den almindelige sølvmåge, inden øjet fanger de små kendetegn, der afslører de genetisk nærtstående, men meget mere fåtallige Middelhavssølvmåge eller Kaspisk Måge. Og man har aldrig set det hele. Der er altid en måge, der stikker lidt ud fra mængden, og som får en rundt på gulvet. Og så gælder det om at finde ud af, om vi har at gøre med den ene eller anden. Tjekke benfarven, kropsbygningen, næbbet, øjenfarven, vingespidsen, profilen....you name it. Det er fuglekiggere for feinschmeckere. Man spiller enorm meget tid på at sølvmåger, der synes at have nogle enkelte træk af noget andet. Mens man sikkert ofte overser en anden fugl i samme flok, der skjuler sg i mængden. Men nørderiet skærper ens iagttagelsesevne, og det er´altid sjovt at finde nålen i høstakken. Som tegner tvinges man til at notere sig både helhedsindtrykket og måske endda detaljerne hos den enkelte fugl. Det er medvirkende til at opbygge en fortrolighed med arterne på en måde, der er svær at læse sig til. Og selvom man blot vil tegne de almindelige sølvmåger og lægge trangen til eftersøgningen af de mere sjældne typer fra sig, slår det én, hvor meget mågerne varierer individuelt. Der er uhyre meget udtryk i hver enkelt måge, og de er derfor et yndet vintermotiv.

Strandskaderne gør ofte mågerne selskab i vandkanten. Vinteren er en udfordring for fugle som dem. Modsat mågerne er
de ikke altædende. Men må satse på, at vadefladerne forbliver frostfrie, så orme og muslinger kan findes. Men dem er der færre af om vinteren. Så der bruges ikke unødige kræfter, og ofte ser man strandskaderne med hovedet under vingen.

Stor tornskade er et syn man glædes over ude over heden, der ellers er ret fugletom
om vinteren. Både på Østerhede og i Skifterne har jeg oplevet tornskaderne i efteråret
og vinterens første halvdel.

Store Regnspover bliver til en vis grad i Vadehavet om vinteren. Jeg hører dem næsten hver nat fra huset i Nordby, når de kalder ude fra Søjorden tæt ved. Det er en vadefugl, der gerne går på land og fouragerer på enge og marker. Disse er fanget langs Klingebjergvej ved Rindby. Billedet er udført hastigt og med blæk i tre toner.

Studiet af en vandrefalk på Hønen ved Sønderho er udført i november 2016, men først farvelagt forleden. Og foræret til Niels Peter Andreasen på Møn, som har samlet hans egen fornemme udstilling af falkebilleder fra kunstnere over hele Europa. Jeg så samlingen forleden. Det er en smuk, smuk samling af vandrefalke i vidt forskellige tolkninger og streger.

Endnu et landskab fra Galgerev, Sønderho. Jeg skitsede en flok måger på vaden, som jeg er ved at færdiggøre her hjemme ved bordet. Men fik så lyst til at se "det store billede", og sluttede seancen af med et hurtigt studie af "vandskabet". Som så ofte før begyndte det at dryppe fra oven, inden jeg var færdig.

Vinter & Vadehav # V

Udsigten fra Nordby Havn,
kort efter solopgang.

Den første vintermåned er snart gået, men kulden lader vente på sig. 7 plusgrader, dis og tåge. Grøn vinter kalder man det, og der er da også masser af grønt i landskabet. Men ellers er paletten mest præget af jordfarver i alskens toner og nuancer. Jeg holder meget af den milde vinters farver i Vadehavet. Selv på tågede og grå dage. Men farven tørrer uhyre langsomt på papiret der ude.

Renderne nord for Sønderho er et sted jeg vender tilbage til flere gange i løbet af året. Det er tyst ude over vidderne. Kun storspoverne høres.

På vestsiden af Sønderho Strandsø dannedes
et spændende lavvandet område som en følge
af vandstandshævningen for få år siden.
De fugtige klitlavninger er karakteristiske for Fanø og
indeholder er rigt dyre- og planteliv.

Havørne i blæk. Nørresø ved Ubjerg, Tøndermarsken.

En af de sidste dage i december. Vi er omkring
solhverv, fra nu af bliver dagene langsomt længere..
Halen på Fanøs østkyst har en særlig stemning
over sig. På en uforklarlig måde anderledes end de nøgne,  mere barske klitheder mod vest.
Halens landskab er det ældste stykke Fanø. Resten
af øen er vokset ud herfra.

Juledagene har samtidig stået i eftertænksomhedens tegn. Jeg har i 4 år haft glæden af at kende  Greg Poole, hvis ord og filosofi om kunst i naturen har haft en uvurderlig betydning for mit virke. Dertil kom et mildt, ærligt og nærværende væsen hos en mand, jeg vil savne meget.

Gregs krop gav op d. 28.12., et par uger efter en blodprop. Som aktiv i The Society of Wildlife Artists var han en stor inspirator for mange, og det er tankevækkende, hvor mange kunstnere indenfor genren han har rørt, vejledt og skubbet kærligt til. Jeg er overbevist om, at jeg vil tænke på ham, nærmest hver gang, jeg sætter pensel på papiret i årene, der kommer.

Greg Poole, Dunbar Castle, juni 2018