Vinter & Vadehav # V

Udsigten fra Nordby Havn,
kort efter solopgang.

Den første vintermåned er snart gået, men kulden lader vente på sig. 7 plusgrader, dis og tåge. Grøn vinter kalder man det, og der er da også masser af grønt i landskabet. Men ellers er paletten mest præget af jordfarver i alskens toner og nuancer. Jeg holder meget af den milde vinters farver i Vadehavet. Selv på tågede og grå dage. Men farven tørrer uhyre langsomt på papiret der ude.

Renderne nord for Sønderho er et sted jeg vender tilbage til flere gange i løbet af året. Det er tyst ude over vidderne. Kun storspoverne høres.

På vestsiden af Sønderho Strandsø dannedes
et spændende lavvandet område som en følge
af vandstandshævningen for få år siden.
De fugtige klitlavninger er karakteristiske for Fanø og
indeholder er rigt dyre- og planteliv.

Havørne i blæk. Nørresø ved Ubjerg, Tøndermarsken.

En af de sidste dage i december. Vi er omkring
solhverv, fra nu af bliver dagene langsomt længere..
Halen på Fanøs østkyst har en særlig stemning
over sig. På en uforklarlig måde anderledes end de nøgne,  mere barske klitheder mod vest.
Halens landskab er det ældste stykke Fanø. Resten
af øen er vokset ud herfra.

Juledagene har samtidig stået i eftertænksomhedens tegn. Jeg har i 4 år haft glæden af at kende  Greg Poole, hvis ord og filosofi om kunst i naturen har haft en uvurderlig betydning for mit virke. Dertil kom et mildt, ærligt og nærværende væsen hos en mand, jeg vil savne meget.

Gregs krop gav op d. 28.12., et par uger efter en blodprop. Som aktiv i The Society of Wildlife Artists var han en stor inspirator for mange, og det er tankevækkende, hvor mange kunstnere indenfor genren han har rørt, vejledt og skubbet kærligt til. Jeg er overbevist om, at jeg vil tænke på ham, nærmest hver gang, jeg sætter pensel på papiret i årene, der kommer.

Greg Poole, Dunbar Castle, juni 2018