onsdag den 16. marts 2016

Forårstrækket er i gang

Allerede i midten af februar stod de første mindre vibeflokke og skuttede sig på strandengene. Men med marts er der som altid kommet et stort rykind, og når vejret er pænt, kaster viberne sig rundt i luften og gør opmærksom på sig selv. Nørby Enge/Skideneng sydøst for Nordby er en fin lokalitet at opleve dette forårstegn, især i træktiden, hvor Vadehavet besøges af mange viber, der skal videre nord på. I løbet af foråret tynder det ud i fuglene, så kun de stedlige ynglefugle er tilbage. Dem skal man ønske held og lykke, for bestanden er nærmest i frit fald på landsplan, og det kræver en større ynglesucces for vibeparrene, der bliver ældre og ældre, hvis det ikke pludselig skal gå endnu stærkere.
 

Modsat viberne klarer bramgæssene sig godt. Bestanden er som bekendt bare vokset og vokset i Arktis og Skandinavien, og i dag ser vi Bramgæs overalt i Vadehavet. Nedenfor en skitse fra Sneum Engsø.



tirsdag den 8. marts 2016

De sidste snespurve

I skitsebogen fra denne vinter fylder snespurvene meget. Selvom der er masser af fugle i Vadehavet under en normal mild vinter, er udvalget af arter selvfølgelig meget mere begrænset, end når trækket snart sætter ind for alvor, og man får mere end nok at se til, hvis man skal nå at fordybe sig i det hele.



Med et glimt i øjet siges, at vi på Fanø bruger vinteren til at kigge på måger og vandrefalke. Det er selvfølgelig at stramme dem, men jo...mågerne og falkene fylder også godt blandt skitserne fra den seneste periode mellem december og marts. Sammen med snespurvene altså, der snart trækker mod nord igen til ynglepladserne på fjeldet.

De er livlige og i konstant bevægelse. Selv store flokke på et par hundrede fugle kan falde forbløffende godt i med omgivelserne på stranden. I opskylszonen, hvor muslinger, sand og vand (og rav!) danner en rodet mosaik, passer snespurvene godt ind med deres fjerdragt, der i farverne matcher fuldstændigt.

Og nåh ja, så var der vandrefalkene. Nedenfor en feltskitse fra forleden, hvor jeg tog ud for at finde en efterhånden gammel kending. En falk, der meget stedfast har holdt til hele vinteren på engene langs Klingebjergvej, der fører mod øst ud på 'Halen'.